Sæt kryds i kalenderen: Få alt at vide om det tredje spor

Vejdirektoratet skal udbygge Fynske Motorvej fra fire til seks spor mellem Nørre Aaby og Odense V. Derfor inviteres der nu til informationsmøde om projektet.

For de motorvejsinteresserede er datoen 16. maj og stedet Vissenbjerg Idræts- & Kulturcenter værd at notere.

Her kan man nemlig blive klogere på Vejdirektoratets udbygning af Fynske Motorvej fra fire til seks spor mellem Nørre Aaby og Odense V. - en strækning på cirka 24 kilometer.

Projektet er gennem 2018 i sin forberedende fase, men anlægsarbejdet på første etape mellem Odense V. og Aarup forventes at gå i gang i begyndelsen af 2019, og er planlagt til at blive afsluttet i efteråret 2020.

Anden etape mellem Nørre Aaby og Aarup forventes at gå i gang i starten af 2021 og afsluttes i efteråret 2022.

Tidsplan og støj

I Vissenbjerg Idræts- & Kulturcenter bliver projektet lagt frem for offentligheden. Her bliver der således mulighed for at se en præsentation af projektet, kigge tidsplanen efter i sømmene og få en orientering om arbejdet med støjproblematikker.

Tid og sted

I følge projektleder for første etape mellem Aarup og Odense V., Robin Højen Madsen, er der forventninger om, at udvidelsen vil afhjælpe de store trængselsproblemer, der er på den vestfynske motorvej.

- Vi øger fremkommeligheden på motorvejen med det ekstra spor og mindsker risikoen for uheld. Der er både god samfundsøkonomi i at holde kortere tid i kø, ligesom man som trafikant kan glæde sig over at komme nemmere og sikrere frem, siger Robin Højen Madsen i en pressemeddelelse.

Forsøg skal afvikle køer hurtigere

Om en måned går Vejdirektoratet, Fyns Politi og Rigspolitiet i gang med et forsøg, der skal opløse trafikkøer efter uheld hurtigere, så bilisterne slipper for at sidde fanget i lange bilkøer.

Forsøget løber til slutningen af 2019, men det ventes at man vil kunne høste erfaringer allerede inden udgangen af 2018 - selvom det er meget komplekst at rydde op efter uheld:

- Der er mange parter involveret, og de har alle forskellige roller, kompetencer og opgaver. Derfor er det vigtigt, at alle parter deltager i forsøget, så vi bedst muligt kan teste mulighederne for at få ryddet motorvejen hurtigere efter uheld, siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.

Beregninger viser, at det koster samfundet 700 millioner kroner om året, når trafikanterne sidder i kø på motorvejene efter uheld. 

Og ser man alene på Fynske Motorvej er beløbet 120 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt