Kø på Fynske Motorvej koster millioner: Nyt forsøg skal afkorte køerne
Artiklen er mere end 30 dage gammel
De fleste af os har prøvet at sidde i kø på Fynske Motorvej efter uheld. Nu vil Vejdirektoratet, Fyns Politi og Rigspolitiet hjælpe trafikanter hurtigere frem med et nyt forsøg.
"Uheld rammer lørdagstrafikken: Otte køretøjer i harmonikasammenstød."
Sådan lød overskriften på en af weekendens artikler på tv2fyn.dk. Og det er langt fra sjældent, at uheld og lange køer på motorvejen skaber overskrifter. Eller frustrationer hos bilisterne.
Men nu vil Vejdirektoratet, Fyns Politi og Rigspolitiet forsøge at opløse trafikkøerne hurtigere, så bilisterne slipper for at sidde fanget i lange bilkøer.
- Der findes vel næsten ikke noget mere frustrerende i trafikken end at være fanget i en lang kø på motorvejen, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:
- Det er irriterende for den enkelte trafikant, og det er dyrt for samfundet. Derfor er der på alle måder god ræson i at afprøve forskellige måder til at afvikle køerne efter uheld på motorvejen hurtigere.
Ny kran eller tag telefonen på det rigtige tidspunkt?
Men hvad det helt nøjagtig kræver for at fjerne køerne efter et uheld er endnu usikkert.
- Hvis man skal bruge en ny kran til ti millioner kroner for at rydde hurtigere op på Fynske Motorvej, så tror jeg også, at vi kan finde de ti millioner. Men vi ved ikke, hvad der helt præcist kræves. Det kan også bare være, at det handler om at tage telefonen på det rigtige tidspunkt. Eller det kan være, at det handler om at have en bestemt ledelse, som alle myndigheder er underlagt. Det er det, vi skal finde ud af, siger Ole Birk Olesen (LA) til TV 2/Fyn.
Uheld rammer lørdagstrafikken: Otte køretøjer i harmonikasammenstød
I timen op til lørdag middag kørte otte køretøjer sammen i et harmonikasammenstød på Fynske Motorvej.
I uheldet var indblandet syv personbiler og en lastbil. Ifølge vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede, kom ingen til skade og motorvejen blev hurtigt åbnet igen.
Mens politi og redningsmandskab arbejdede med uheldet, der var sket mellem Aarup og Ejby i retning fra Odense, kunne trafikken passere via rasteplads Ålsbo.
Det var et typisk harmonikasammenstød, fortæller Lars Thede og tilføjer:
- Det er overskrifterne: For tæt, for hurtigt og uopmærksomt.
Fire uheld
Det var det fjerde rapporterede uheld på Fynske Motor på et døgn. Fredag skete der tre uheld - et af uheldene skete midt i myldretiden og skabte kilometer lange køer.
Ifølge TV 2/Fyns oplysninger kom ingen personer alvorligt til skade ved uheldene.
Besværligt at rydde en motorvej
Vejdirektoratet har blandt andet været i udlandet for at høste erfaringer, der viser, at parterne skal være bedre til at kommunikere, koordinere og samarbejde, når der sker et uheld.
- Det er utrolig komplekst at rydde op efter uheld, fortæller områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.
- Der er mange parter involveret, og de har alle forskellige roller, kompetencer og opgaver. Derfor er det vigtigt, at alle parter deltager i forsøget, så vi bedst muligt kan teste mulighederne for at få ryddet motorvejen hurtigere efter uheld.
Årsagen til forsøget er, at der stadig kommer mere trafik på motorvejene, og det sætter motorvejene under pres. Det betyder, at selv små uheld kan udløse lange køer.
- Vi skal blive bedre til at få trafikken til at glide i en situation, hvor der kommer flere og flere biler på vejene år for år, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
- Derfor er det rigtig godt, at vi gennem dette forsøg kan blive klogere på, hvordan vi hurtigere kan få genetableret trafikken.
Forsøget begynder i næste måned og løber til slutningen af 2019. Parterne bag pilotprojektet regner dog med, at der ville være resultater af forsøget inden årets afslutning.
Uheld og køer koster millioner
Hos DI Transport glæder man sig over pilotforsøget om at få ryddet Fynske Motorvej hurtigere efter uheld.
- Ulykker fører ofte til, at motorvejene spærres helt eller delvist i forbindelse med oprydning, og at de forbliver spærret længe efter, at udrykningskøretøjerne har forladt stedet, fordi de havarerede køretøjer ikke bliver ryddet af vejen hurtigt nok. Derfor kan en enkelt ulykke nemt komme til at koste 12 til 15 millioner kroner for samfundet, viser vores analyser, siger Michael Svane, der er branchedirektør i DI Transport.
Nye beregninger fra Vejdirektoratet viser, at det koster samfundet 700 millioner kroner om året, når trafikanterne sidder i kø på motorvejene efter uheld. Og ser man alene på Fynske Motorvej er beløbet 120 millioner kroner.
Også Danske Beredskaber hilser forsøget velkomment, men de så hellere en permanent løsning.
- Det kunne eksempelvis være ved en ændring i beredskabsloven, så beredskabet får lov til at hjælpe med den umiddelbare del af oprydningen, der hurtigst muligt skal skabe plads til at trafikken igen kan afvikles, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.