I over 100 år har familien båret den, men nu er unikt arvestykke forsvundet
Mere end 100 år af Malene Nichola Grods' familiehistorie er forsvundet.
Der er tale om en dåbskjole, der gennem tiden er båret af seks generationer.
- Vi flyttede for et år siden, og jeg er bange for, dåbskjolen har gemt sig blandt noget andet tøj, som er røget til genbrug, forklarer Malene Nichola Grods til TV 2 Fyn.
Nu håber hun på, at nogen kan hjælpe hende på vej til at få den tilbage i familiens besiddelse, så fremtidige generationer kan bære den.
Landsdækkende eftersøgning
Malene Nichola Grods skrev en efterlysning på Facebook den 29. december 2024, og siden da er hendes opslag blevet delt mere end 1.200 gange.
- Det betyder meget, at så mange har hjulpet til i eftersøgningen, men desværre har ingen set kjolen, forklarer hun.
Samtidig har Røde Kors-butikker på tværs af Danmark ledt i deres butikker, men indtil videre uden held.
Dåb og bryllup til februar
Der krydses fingre for, at dåbskjolen vender hjem snart. For om få uger skal Malene Nichola Grods’ yngste søn døbes.
Den 1. februar for at være nøjagtig.
Og ikke nok med det, så skal hun også selv giftes den samme dag.
- Det ville jo være den perfekte bryllupsgave, hvis kjolen dukkede op til den dag, der betyder så meget for min familie, afslutter hun.
Har du set kjolen, er du velkommen til at kontakte Malene Nichola Grods via telefonnummeret: 42 30 47 06