Så mange fynboer er dømt for stalking efter halvandet år med ny lov

Tirsdag blev endnu en fynbo dømt for stalking efter den halvandet år gamle stalkinglov. Loven giver flere muligheder for de forurettede.

"Løgner-luder", "intetvidende fjols", "usmagelig person indvendig som udvendig". 

Det er ordlyden i nogle af de 123 sms'er et stalkingoffer sidste år fik tilsendt af en gerningsmand, der netop er dømt for stalking.

Han er én af de i alt seks personer, der siden 2022 er dømt for stalking på Fyn.

Det viser tal fra Fyns Politi.

- Både politiet og samfundet har en øget opmærksomhed på den her slags alvorlig kriminalitet, som har store konsekvenser for de forurettede, siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Claus Andkjær.

Afgørelserne er sket efter den nye stalkinglov, der trådte i kraft 1. januar 2022.

Den betyder, at udøvere af stalking kan straffes efter straffeloven, selvom de ikke i forvejen har fået et tilhold.

Stalkede børn og ekskæreste

Tirsdag faldt den første dom omkring stalking på Fyn i 2023.

Her fik en 53-årig mand fire måneders ubetinget fængsel for blandt andet at have stalket sin ekskæreste, deres fælles børn og ekskærestens nye kæreste.

- Retten har vurderet, at der fra 1. januar 2022 og frem til april har foregået stalking indtil han får et tilhold, som også overtrædes, siger senioranklager Karina Winther Juhlin.

Fra april til september har manden efterfølgende taget kontakt til eller opsøgt de implicerede personer 16 gange ved blandt andet at råbe skældsord på gaden og række fuckfinger til dem, selvom han havde fået et tilhold på fem år.

I samme periode har den dømte også spredt rygter i sit træningscenter og på den forurettedes arbejdsplads om at pågældende skulle være pillemisbruger, narkohandler og pædofil.

Nye muligheder for ofre

Før den nye lov trådte i kraft, ville det ikke have været muligt direkte at dømme den 53-årige mand for den stalking, han har begået, inden han fik et tilhold.

I stedet ville man kigge på, om gerningsmanden i perioden var skyldig i andre kriminelle overtrædelser.

- Når vi taler om stalking, er der tit tale om mange individuelle forhold under stalking, som vi så har efterforsket. Det kan for eksempel være tvang, trusler, fysisk eller psykisk vold, siger Claus Andkjær.

Nu er det til gengæld blevet muligt at straffe personer der ”på en måde, som er egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer den pågældende”, som formulering lyder i straffeloven.

Vicepolitiinspektøren fremhæver, at selvom Fyns Politi også tidligere har vurderet hver eneste sag grundigt, så har det stor betydning for offeret, at stalking nu er skrevet ind i straffeloven.

- Den største ændring er, at der bliver tale om en overtrædelse af straffeloven, og det betyder, at den forurettede nu har mulighed for at få en bistandsadvokat, man kan få underretning om gerningspersonens løsladelse, og der er mulighed for videoafhøring af stalkingofre, siger Claus Andkjær.

Udover stalkingloven har Fyns Politi for nyligt fået et nyt værktøj, der kan hjælpe dem med at opklare grove forbrydelser som drab og voldtægt.

Oversigt

    Oversigt