Brand i butikken: Mathias fra Vissenbjerg var med til at redde købmandsbutik

Mathias Neessen fra Vissenbjerg fik et opkald i går aftes, som han aldrig har fået før. Kort efter løb han ud ad døren for at redde sin arbejdsplads.

Mathias Neessen er en af hverdagens helte.

Han var nemlig hurtig, da alarmcentralen ringede til ham i går aftes og fortalte, at der var udbrudt brand på hans arbejdsplads.

Han fik hurtigt tøj på og løb de få meter hen til Spar Vissenbjerg, hvor han arbejder som souschef. Her blev han mødt af synet af en masse røg, men han var lettet over, at han ikke kunne se flammer.

Omfanget af branden

Mathias Neessen var bange for, hvor meget branden var i gang med at brede sig, fordi butikken hænger sammen med et hus, hvor der bor en familie.

- Jeg tænkte på, om de skulle evakueres, fortæller Mathias Neessen. 

Inden han blev klar over omfanget af branden, gruede han også for, hvor store konsekvenserne ville blive, og om de ville være tvunget til at lukke ned i en periode.

- Det ville i hvert fald koste et par millioner, siger Mathias Neessen.

Branden nåede heldigvis ikke at brede sig til hele butikken, men nåede kun til kontoret, hvor det hele startede. 

Antændte batterier

Det var små batterier fra nogle elektroniske skilte, som havde selvantændt og startet branden mandag aften.

I kontoret er sporene tydelige. Væggene som ellers plejer at være gule, er nu helt mørke af sod fra røgudviklingen.

Heldigvis gav Fyns Politi, brandvæsnet og Mathias Neessens hurtige indsats pote.

Med lidt rengøring og oprydning kunne butikken nemlig genåbne tirsdag som normalt.

Mathias Neessen fortæller, at han har fået stor ros af både politiet og brandvæsnet, fordi han var så hurtigt på stedet og kunne hjælpe dem i deres arbejde. 

Heldigvis skulle Spar i Vissenbjerg ikke lukke ned, men det gjorde Fyens Kontorforsyning efter 54 år.

Oversigt

    Oversigt