Torsdag eftermiddag klokken 13.50 var en bus med passagerer fra Tide Bus, som kører for Fynbus, på vej under en bro på Assensvej ved Verninge.
Chaufføren hørte pludselig et højt knald, da han skulle til at køre under broen, og en passager i bussen råbte, at noget havde ramt ruden.
Vores chauffør var selvfølgelig rystet, og han blev tilbudt hjælp. Men han ville gerne ud at køre igen, så han er faktisk ude at køre i dag.
- Der blev kastet noget ned fra en bro, der har ramt bussen. Jeg tør ikke sige, om det er en sten, fortæller administrerende direktør i Tide Bus Danmark, Steen Rügge til TV 2/Fyn.
Chaufføren er bag rattet igen
Ifølge Steen Rügge og politiets døgnrapport blev bussens siderude lige bag ved chaufføren ramt og smadret.
- Vores chauffør var selvfølgelig rystet, og han blev tilbudt hjælp. Men han ville gerne ud at køre igen, så han er faktisk ude at køre i dag. Vi har taget godt hånd om ham, for det er jo noget af et chok, når man pludselig er midt i sådan noget.
Chaufføren handlede helt efter Tide Bus procedure, forklarer Steen Rügge.
Han fik hurtigt ringet 112 og til sin leder, som fik ringet efter taxaer til passagererne. Ledelsen fra Tide Bus kørte selv ud til stedet med det samme.
- Jeg tror, der sad fem passagerer i bussen, som selvfølgelig har fået et chok, da det her sker, fortæller Steen Rügge.
Det var kun det yderste lag af ruden, der gik i stykker, men det er ifølge Tide Bus ikke bare lige noget, der sker.
- Det er noget, der er stort nok til at smadre den yderste rude, og der skal der altså noget til. Det er slet ikke som et stenslag og slet ikke på en siderude, lyder det fra Tide Bus' administrerende direktør.
- Politiet var utroligt hurtige derude, og de har selvfølgelig overtaget efterforskningen derfra. De har talt med vidner og fået video fra bussen, fortæller Steen Rügge.
Børn set på broen
Ifølge Steen Rügge og Fyns Politis døgnrapport havde chaufføren set to personer stå oppe på broen, som beskrives til at være mellem 10 og 15 år, men der er ikke yderligere detaljer omkring de to.
Ifølge døgnrapporten har undersøgelser på stedet vist, at der lå en del småsten i forskellige størrelser - op til fem centimeter i diameter.
Tide Bus har ikke tidligere oplevet kast fra broer mod selskabets busser.
- Det er faktisk første gang, at jeg har hørt om, at vi har haft de her problemer.
Episoden får dog ikke Tide Bus til at ændre på noget.
- Alle følger jo med i, hvad der sker med broerne (stenkast red.). Og alle ved jo, at det er noget af det mest ubehagelige, fordi det kommer jo pludseligt.
- Men vi har jo et beredskab, så uanset hvad der sker, så har vi et beredskab, der går i gang. Og det var jo også det, der skete i går. Det er gået præcist efter bogen, fortæller Steen Rügge.