Hans ville vandre i Thailand - nu sejler han Fyn rundt på tømmerflåde

På syv dage vil Hans Peter Skov Hansen sejle Fyn rundt på en tømmerflåde for at samle penge ind til økonomisk trængte familier.

Coronarestriktionerne er ophævet i Danmark, men det er ikke længe siden, at nedlukninger og regler satte begrænsninger for, hvad man kunne bruge sin tid på. 

Nogle kastede sig over strikning, andre over Netflix, men Hans Peter Skov Hansen fra Aborg ved Assens valgte at gå sin helt egen retning. 

- Jeg har lavet en tømmerflåde, som jeg vil prøve at sejle Fyn rundt på på en uge. Der var jo ikke så meget at lave i coronatiden, så hvorfor ikke lave sådan en og sejle Fyn rundt, siger han. 

Lørdag begav han sig ud på første etape af den tur, der skal tage ham fra Assens og syd om Fyn, inden han sejler op langs den østvendte side af øen, derefter nord om øen og tilbage til Assens. 

I stedet for Thailand

Idéen kom til ham efter en rejse til Vietnam, der skulle have været fulgt op med en vandretur igennem Thailand. Det satte coronapandemien dog en stopper for. 

En del sponsorer har lagt penge i tømmerflåden for at støtte den gode sag. Det er nemlig ikke kun for Hans Peter Skov Hansens egen skyld, at han sejler øen rundt. 

Fyn rundt på en tømmerflåde

Via mobilepay kan man donere til en indsamling, han har startet, som skal gå til trængte familier. 

- Til en cykel, skoletaske, så de ikke skal have de dyre udgifter og kan prioritere børnene, siger han. 

Hans Peter Skov Hansen har erfaring med at være på vandet og har blandt andet sejlet som fisker. 

Lang tid på vandet

Tømmerflåden er godt udstyret med både feltseng, store dunke med brændstof, et batteri, solcelle, redningsvest og en grill.

Men det er også vigtigt gøre sig det komfortabelt. Han kommer nemlig til at bruge lang tid på vandet, for  tømmerflåden skyder ikke en voldsom topfart. 

- Jeg regner med at skulle sejle otte til ti timer om dagen, siger han.

Man kan følge turen fra Hans Peter Skov Hansens private facebook-profil. 

Oversigt

    Oversigt