Mie Borg har taget plads på langsiden. Hun spejder over det turkisblå bassin. De omkring 25 svømmere, som hun hver uge frivilligt træner i Tommerup Svømmeklub, er ved at finde deres vej fra omklædningsrummet til svømmehallen. Men længe inden da har én bestemt svømmer taget plads op ad væggen. Helt for sig selv.
- Du kender programmet, for du svømmede det i weekenden - så der er ikke fejl i. Banerne passer også, siger Mie Borg.
Det er 16-årige Madeline, der inden hver træning tager sin sportstaske af ryggen, stiller sig op ad væggen og venter på videre ordre. Altid på præcis samme sted. Hun er født med autisme, og sammen med 19-årige Jonas, der er udviklingshandicappet, svømmer de på holdet i Tommerup. For selvom de har et handicap, så føler Mie Borg et ansvar for at inkludere børn og unge med handicap i foreningsidrætten.
- De skal have en chance ligesom alle andre. Og de er jo lige så gode, som alle andre.
Men det er ikke alle idrætsforeninger, der har den rummelighed. For omkring 85 procent af danske børn og unge med handicap står i dag uden for foreningsidrætten. Alt imens hele 80 procent af alle danske børn og unge er aktive i en idrætsforening.
Det sætter vi her på TV 2 Fyn fokus på under titlen ’’Hvorfor er der ikke plads til mig?’’.
Hvem tager ansvaret alvorligt?
Hver dag arbejder landets største idrætsorganisationer som DGI og Parasport Danmark for at inkludere og udligne denne store ulighed. Men trods det arbejde, så viser undersøgelser og rapporter, at deltagelsesprocenten blandt børn og unge med handicap i årevis har været konstant lav.
Ifølge breddechef i Parasport Danmark, Søren Jul Kristensen, ligger udfordringen i hjemmet og hos de enkelte familier. Men træner Mie Borg ser noget anderledes på problematikken:
- Udfordringen er, at man som forening ikke tør. Man er nervøs for, om man kan løfte det. Hvis du er nysgerrig på mennesket foran dig, så kan du sagtens undervise dem.
Med på svømmeholdet er også Ian Stampe, der sætter en ære i at inkludere børn og unge med handicap. Han bakker op om sin medtræners synspunkt:
- Jeg tror, det er et spørgsmål om – under hensyn til hvilken sport man dyrker – at møde børnene der, hvor de er.
DGI slår sig op på at samarbejde med lokale idrætsforeninger i hele landet. Med henblik på at styrke foreningsidrætten. De mener, at foreningsidrætten er for alle. Men tal og undersøgelser viser et andet billede af virkeligheden, når det kommer til børn og unge med handicap.
Direktør i DGI Fyn Hans Sørensen er helt bevidst om den mangeårige udfordring, som han selv betegner som en ’on-going opgave’:
- Det er en kompleks situation og kontekst at arbejde i. Der er mange ydre barrierer for det her, som skal bearbejdes eller ryddes af vejen. Der er også det kulturelle inde i foreningerne – hvordan arbejder vi med det.
Kritikken fra de berørte familier har de seneste dage lydt på, at foreningerne ikke er rummelige nok – eller har trænere og frivillige, der har kompetencer til at inkludere alle slags børn. Hvilket resulterer i den store ulighed, hvor børn med handicap ikke føler sig velkomne i foreningsidrætten.
Hans Sørensen kan til dels følge kritikken:
- Vi matcher den efterspørgsel, vi har fra vores foreninger, og det vi kan motivere kommuner til at være sammen med. Så på den måde synes jeg, vi er godt med.
- Hvis vi tager udgangspunkt i de enkelte familier og den enkelte unges behov, så tror jeg ikke, de synes, det godt nok. Mange af de der formelle barrierer, der kan være for transport, at man også er i sin kammeratskabskreds, nærhed og alle de gode ting, der skal etableres for at lykkes med det her, det er jo ikke altid til stede.
Danmark går forrest – men glemmer at få alle med
I en international rapport fra Active Healthy Care, der er et netværk af 49 lande med fokus på motion, står det klart, at Danmark har de mest for foreningsaktive børn og unge sammenlignet med de resterende 48 lande. Blandt andet slår undersøgelsen fast, at 86 procent af 7-15-årige danskere er foreningsaktive.
Tager vi et kig på, hvor stor foreningsdeltagelsen blandt børn og unge er på Fyn, så er tilslutningen meget forskellig.
Middelfart og Langeland Kommune skraber bunden med en foreningsdeltagelse blandt børn og unge på 66 procent. Samtidig topper Svendborg Kommune med hele 91,3 procent. Det er altså forskelligt mellem kommunerne, hvor aktive denne gruppe er.
Men trods de mange foreningsaktive i de fynske kommuner, så er det på landsplan kun omkring 15 procent af handicappede børn og unge, der nyder godt af et fællesskab i foreningslivet.
I Tommerup er Mie Borg åben for børn med handicap på hendes svømmehold. Men det kræver, at familierne er åbenhjertede fra start:
- Det handler om ærlighed. At man siger ’’her har jeg en pige eller ung fyr, som har de her udfordringer’’. Og det skal vi hjælpe med. Så skal det nok lykkes.
Er det ikke nemt for dig at sige, når du har en socialfaglig uddannelse?
- Det handler om, om jeg vil det menneske, der står overfor mig. Du kan heller ikke sælge pølser i en grillbar, hvis ikke du vil betjene kunden.
På TV 2 Fyn har vi spurgt 43 fynske familier, der har et eller flere børn med handicap, om deres oplevelse med foreningsidrætten.
Og dykker man ned i tallene, står det klart, at hvis som barn med handicap ikke er foreningsaktiv, så indebærer hverdagen ikke meget fysisk aktivitet. Især ikke i fællesskaber.
Blandt andet svarer hele 61 procent, at de slet ikke er aktive, 26 procent gør det alene – og 17 procent er aktive med deres familie.
Mie Borg peger hovedsageligt på, at foreningerne skal være mere åbne - men hvis vi skal udfordringerne til livs, kræver det en fælles indsats:
- Hele samfundet har et ansvar for, at vi mennesker lykkes. Om vi har det ene eller det andet handicap, så skal vi lykkes som menneske.