Kommune-ansat dømt for at tale over sig

En åbenmundet og uforsigtig medarbejder i Assens Kommune er mandag blevet straffet med dagbøder for at have overtrådt straffeloven ved at bryde sin tavshedspligt.

Den 44-årige kvinde har indtil for nylig arbejdet som visitator i den vestfynske kommune ved Lillebælt. Men hun gik i januar over stregen, da hun i telefonen snakkede løs om en ældre fynbos dyre designermøbler og andet kostbart indbo i mandens hus.

- Kvinden har været tiltalt for i en telefonsamtale at have afsløret nogle rent private oplysninger om borgeren, som hun har fået kendskab til via sin ansættelse i en kommune, siger advokaturchef Lars Ole Pedersen fra Fyns Politi.

Kvinden fortalte blandt andet, ifølge anklageskriftet, at mandens hjem var udstyret med både PH-koglelampe, Arne Jacobsen-designerstole og et kostbart B&O-anlæg.

Uheldigvis for kvinden lyttede politiet med, da hun i telefonen røbede oplysningerne til en person, som mistænkes for indbrudskriminalitet.
- Det er en telefonaflytning i en anden sag. Retten fandt, at der ikke var betænkeligheder ved at bruge optagelsen som bevis, og forsvareren ville også gerne have samtalen frem til at argumentere for hendes sag, forklarer Lars Ole Pedersen.

Kvinden blev mandag ved Retten i Odense straffet med fire dagbøder af 500 kroner stykket, og sagen har også kostet hende jobbet.
- Hun har selv forklaret, at denne episode har ført til, at hun er blevet fyret, lyder det fra advokaturchefen fra Fyns Politi.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt