Den 31. januar 2019 står mejslet ind i Else Larsens hukommelse. Den torsdag fik hun og hendes mand nemlig ubudne gæster i hjemmet i Assens.
Det aldrende ægtepar havde været ude i et ærinde, og vendte hjem kort efter klokken et om eftermiddagen.
- Jeg havde været nede og hente min mand og vi kører ind i indkørslen, og så siger jeg: der har været nogen inde i huset, husker Else Larsen.
- Og så ryger han ind ad fordøren og så råber han: ring til politiet! De er her endnu!
Mens tyvene stak af ringede Else Larsen 112, og fik at vide at tre patruljer var på vej.
- Men den ene var i Middelfart, en var i Odense og den sidste til hundetræning i Millinge.
Der gik ifølge Else Larsen mere end 25 minutter inden politiet nåede frem. Og imens nåede indbrudstyvene at vende tilbage for at få fingre i tyvekosterne.
Over 23 minutter i Assens, under syv minutter i Svendborg
Havde Else Larsen og hendes mand boet i Svendborg eller Odense var situationen efter alt at dømme forløbet anderledes.
Tal fra Rigspolitiet viser, at responstiden i de to kommuner, hvor der ligger en politistation, er markant lavere end i de andre fynske kommuner.
Artiklen fortsætter under grafikken ...
- Jeg ved ikke, om det nogensinde fortager sig
Oplevelsen om indbruddet har ikke sluppet Else Larsen. Både hun og manden er mærket af episoden. De har begge været til psykolog.
- Hvis vi så skulle ud i aften, og så kommer hjem. Så ser vi os over skulderen hele tiden og vi kigger ind i indkørslen.
- Det gør vi stadigvæk. Vi kigger for at se, om vi kan se et eller andet, når vi kommer hjem. Jeg ved ikke, om det nogensinde fortager sig.
Hun håber, at det vil blive muligt at ringe til en lokal betjent, hvis uheldet er ude igen.
- Men det var ikke sikkert at de havde fået dem alligevel, men man havde jo nok følt sig lidt tryg ved at vide, at de ikke skulle køre med 180 i timen fra Odense, Middelfart og Milinge for at nå frem til os, siger Else Larsen.
Borgmestre jagter nærpolitistation
Efter regeringen har meldt ud, at den vil slanke Rigspolitiet og etablere 20 nye nærpolitistationer rundt i landet, har de fynske borgmestre stillet sig i kø for at sikre sig en nærpolitistation.
Ser man på tallene fra Rigspolitiet er det ganske forståeligt. En oversigt over Fyns Politis responstid viser at der fra de to politistationer i Odense og den enlige i Svendborg er markant lavere responstid end i de otte andre fynske kommuner.
Politiet er i gennemsnit fremme på under otte minutter i Odense og Svendborg, mens det til sammenligning i snit tager over 16 minutter i både Faaborg-Midtfyn Kommune og på Nordfyn, og der går i snit mere end 18 og et halvt minut inden politiet når frem i Assens Kommune.