Regnskabets time for greenwashing: Nye krav til virksomheder skal afsløre CO2-snyd

Virksomheder skal nu ikke kun holde regnskab med økonomien, men også sætte nøjagtige tal på klimabelastningen.

Nye EU-regler har fra årsskiftet gjort det lovpligtigt at føre klimaregnskab. 

Den nye klimarapportering skal en gang for alle afsløre, hvilke virksomheder der reelt er grønne, og hvem der bare lader som om.

- Virksomheder, der hidtil har oplyst, at de sviner med ti kilo CO2, de sviner måske i virkeligheden med 100 kilo. Det bliver nu synligt, det bliver offentliggjort, alle kan se det, fortæller Palle Mathiasen, forretningsudvikler i Erhvervshus Fyn.

Med andre ord bliver det nu sværere at udføre såkaldt greenwashing.

Virksomhed vil have mere lovgivning

I Haarby er møbelfabrikken Montana Furniture klar til at lægge alt åbent frem. Virksomheden har i forvejen igennem flere år arbejdet på måling og rapportering af bæredygtighed. Både i selve produktionen og i andre dele af virksomheden.

- Jeg er jo en af dem, der går ind for, at vi laver meget mere lovgivning på miljø- og klimaområdet - og meget gerne en mere ambitiøs lovgivning. Og det gælder altså også, når det gælder virksomheders udledning af CO2, siger Joakim Lassen, direktør i Montana Furniture.

Alligevel er det en ny og udfordrende opgave, der venter.

Hos Erhvervshus Fyn arbejder man på at gøre alle fynske virksomheder klar til at kunne opfylde de nye krav om konkret afrapportering af bæredygtighed.

- Jeg er nødt til at sige til virksomhederne, at hvis de ikke begynder at arbejde med registrering af klimabelastningen, så risikerer de at miste kunder, og de risikerer at miste markeder. For de vil 100 procent sikkert blive spurgt om, hvor meget CO2 de udleder, siger forretningsudvikler Palle Mathiasen.

Ny lov gælder ikke alle virksomheder

I første omgang er det virksomheder med mere end 500 ansatte, der skal lave klimaregnskab. Men regnskabet skal dække hele værdikæden, og det betyder, at også mindre virksomheder bliver påvirket. Varer og andet, der kommer fra underleverandører, skal også fremgå af regnskabet. De oplysninger skal nu indhentes fra underleverandørerne, og det er også mindre virksomheder.

Hos Montana Furniture i Haarby glæder man over, at der nu kommer ens regler for alle.

- Jeg ser det ikke kun som en afsløring af the bad guys, men også som en afsløring af the good guys. Det er vigtigt, at alle får en bevidsthed om bæredygtighed. For når du bliver bevidst om det, så får du også en mulighed for at ændre på tingene. Og det er godt, at alle virksomheder nu bliver forpligtede til at konkret at vide, hvad de arbejder med, siger direktør Joakim Lassen.

Oversigt

    Oversigt