Syr sine egne kaffefiltre: Annika er gået fra storforbruger til selvforsynende antiforbruger

Engang var Annika Lykke storforbruger. Så tog livet en drejning.

Stort hus, ferier, masser af tøj og nips til hjemmet. Annika Lykke fra Assens var med egne ord en klassisk storforbruger. Hun købte, hvad hun havde lyst til.

Men de seneste år har hun lagt sit liv radikalt om.

Hun bor nu i et tidligere sommerhus uden opvaskemaskine, tørretumbler eller wi-fi. Hun lever efter købestop-princippet, så hvis hendes tøj går i stykker, reparerer hun det selv. Hun syr også sine egne kaffefiltre af gamle viskestykker.

Annika Lykke kalder sin nye livsstil for minimalistisk.

- Jeg bliver glad af det. Jeg har ikke længere nogen bekymringer om økonomi, som jeg havde engang. Samtidig vil jeg også gerne bidrage med, hvad jeg kan, for at passe på vores jord, siger Annika Lykke, der med sin blog ”Simpelt liv med Lykke” forsøger at inspirere andre til at forbruge mindre. 

I haven dyrker Annika Lykke grøntsager til madlavning og urter til hjemmelavet te. Det betyder færre ture i supermarkedet.
I haven dyrker Annika Lykke grøntsager til madlavning og urter til hjemmelavet te. Det betyder færre ture i supermarkedet.
Foto: Rikke Mathiassen

Tvunget til at skære ned

48-årige Annika Lykke er bestemt ikke alene om at skære ind til benet.

I sidste måned udråbte britiske The Guardian såkaldt ”Underconsumption core” til at være en af 2024’s største wellnesstrends. En trend, der i høj grad er båret frem på sociale medier. Eksempelvis har den danske facebook-gruppe ”Minimalisme og Købestop” i skrivende stund flere end 48.000 medlemmer. 

Miniordbog

Annika Lykkes interesse for det simple liv begyndte dog i første omgang af nød.

En kronisk stressbelastning og angst betød, at hun for nogle år siden blev tilkendt førtidspension og måtte opgive sit job som misbrugsrådgiver.

Senere gik hun og kæresten fra hinanden. Her blev Annika Lykke for alvor presset til at lægge sit forbrug om.

- Samtidig var jeg begyndt at interessere mig for bæredygtighed, og så besluttede jeg mig for at se, hvor selvforsynende, jeg kunne blive. Hvor meget jeg kunne lave selv, så jeg ikke behøvede at købe så meget, fortæller Annika Lykke.  

Annika Lykke stopper selv sine sokker, hvis der kommer hul i den. Når hun en sjælden gang imellem er nødt til at købe nyt, vil det typisk være fra en genbrugsbutik.
Annika Lykke stopper selv sine sokker, hvis der kommer hul i den. Når hun en sjælden gang imellem er nødt til at købe nyt, vil det typisk være fra en genbrugsbutik.
Foto: Privatfoto / Annika Lykke

Giver ro

Mens hun oplevede det som stressende at skulle opretholde sit gamle forbrug, er penge nu ikke længere noget, der volder Annika Lykke bekymring. Også selvom indtægten er omtrent halveret.

Haven har hun dyrket, så hun er selvforsynende med grøntsager store dele af året. Hun henter æg i det hjemmebyggede hønsehus. Opsamler vand, når hun er i brusebad, som hun senere bruger til toiletskyl. Laver sit eget vaskemiddel af kastanjer, som hun samler og tørrer.

At tilværelsen føles ”back to basic”, giver hende en tiltrængt ro. 

- På mine dårlige dage, hvor jeg ikke har noget overskud, kan jeg godt finde på at slække lidt på det og hente en pizza. Men jeg kommer hurtigt tilbage på sporet, fordi jeg er bevidst om friheden og glæden i at leve på den anden måde, siger Annika Lykke. 

Oversigt

    Oversigt