Vibeke forsøder sit efterlønsliv - sådan får hun flere penge og masser af frihed

Efterlønsmodtagere slipper helt for modregning i efterlønnen, hvis de arbejder i sundhedsjobs. Det skal afhjælpe manglen på arbejdskraft. Men den økonomiske gulerod har ikke ligefrem fået efterlønnere til at strømme til.

Da 65-årige Vibeke Pedersen gik på efterløn sidste sommer, havde hun absolut ingen planer om at skulle gå på arbejde igen.

- Nej, overhovedet ikke. Jeg var træt og tænkte kun på den frihed, der ventede forude, fortæller social- og sundhedsassistenten fra Assens.

Men i efteråret vendte Vibeke Pedersen alligevel tilbage til sin gamle arbejdsplads, ældrecentret Æblehaven i Haarby.

- Jeg begyndte at savne både kollegerne og samværet med de ældre beboere. Og så var der jo også den økonomiske gulerod, fortæller hun. 

Siden juli 2023 har efterlønsmodtagere, som tager arbejde indenfor sundhedsvæsnet eller plejesektoren helt kunnet slippe for at blive modregnet i efterlønnen. Formålet er at skaffe mere arbejdskraft.

- Det er rigtig gode lommepenge, der kan forsøde efterlønslivet. Og så kan jeg stort set selv    bestemme mine arbejdstider. Det betyder rigtig meget, siger Vibeke Pedersen.

Intet tilløbsstykke  

Beskæftigelsesministeriet har ikke data på, hvor mange efterlønsmodtagere der indtil nu har benyttet sig af den økonomiske fordel. For at gøre ordningen nem for a-kasserne stilles der nemlig ikke krav om opgørelse af brugen, oplyser Beskæftigelsesministeriet til TV 2 Fyn.

Men den økonomiske gulerod, som regeringen gjorde mulig fra juli 2023 ,og som foreløbig gælder til og med 2024, har ikke lige frem fået efterlønnere som Vibeke Pedersen til strømme ud til jobs i sundhedsvæsnet. 


Det viser tal, som TV2 Fyn har fået fra henholdsvis sygeplejerskernes og social- og sundhedsmedarbejdernes a-kasser.

I 2023 gjorde i alt 310 sygeplejerskerer på efterløn i hele landet brug af muligheden for at arbejde uden modregning. Det svarer til cirka 15 procent af medlemmerne på efterløn. Og  det er kun en fjerdedel af det antal, som en medlemsundersøgelse lavet af DSA,  sygeplejerskernes a-kasse havde spået året forinden.

Men især blandt social- og sundhedsmedarbejdere på efterløn har den økonomiske gulerod umiddelbart fået en lunken modtagelse.

I november måned 2023 år udnyttede 38 fynske sosu'er på efterløn sig af muligheden for at arbejde igen - uden at blive trukket i efterlønnen. Det svarere til omkring syv procent af efterlønsgruppen, oplyser fagforbundet FOA til TV2 Fyn.

Mange er slidt - men interessen er der 

Alligevel betragter FOA på Fyn ikke antallet som et udtryk for, at ordningen er slået fejl.  

 - Mange af vores medlemmer er faktisk slidt ned, når de går på efterløn. Derfor vil jeg kalde det en succes, hvis syv til ti procent af vores SOSU'er på efterløn vælger at arbejde videre, siger Louise Bramstrup, sektorformand, FOA, Fyn.

Ingen efterløns-modregning for sundhedsarbejde

Sektorformanden forventer dog, at flere af FOA's efterlønsmodtagere vil melde sig til at arbejde i sundhedsvæsnet og i plejesektoren, i takt med at kendskabet til ordningen bliver mere kendt. 

 - Der går næsten ikke en dag uden henvendelser fra medlemmer, der vil høre mere om muligheden, siger Louise Bramstrup og fortsætter: 

- Men pengene gør det ikke alene. Hvis de skal fristes til at fortsætte med at arbejde, kræver det også, at de selv kan bestemme, hvor meget og hvornår de skal arbejde.   

Og det sidste kan den 65-årige efterlønner Vibeke Pedersen fra Assens skrive under på. Hun har selv valgt at arbejde 24 timer om ugen - udelukkende aftenvagter. Og planlægger friperioder på flere måneder. 

- Jeg oplever, at man som faglært kan vælge og vrage. Derfor forstår jeg egentlig heller ikke, hvorfor der er ikke er flere efterlønnere, som benytter sig af muligheden for at arbejde lidt. Måske er der brug for mere oplysning om muligheden, lyder det fra Vibeke  Pedersen. 

Kommune: vi mangler jer 

I Assens kommune, hvor hver fjerde medarbejder på ældreområdet i dag er ufaglært, håber man, at flere uddannede sosu-medarbejdere som Vibeke Pedersen vil vende tilbage og arbejde igen. Om det så bare er få timer.


- Vi er meget interesserede i at få dem tilbage. Vi mangler deres faglighed og vil strække os langt for at imødekomme deres arbejdsønsker. Så vi er nu i fuld gang med at udbrede det glade budskab, siger Lotte Hartmann Lenius, Chef for Ældre og Forebyggelse i Assens kommune. 

Med Vibeke Pedersens aftenvagter på ældrecentret, tikker der nu omkring 24.000 kroner ind på kontoen hver måned. Det er cirka dobbelt så meget, som hvis hun skulle nøjes med sin efterløn.

Hvor længe har du tænkt dig at fortsætte med at arbejde?

- Når jeg fylder 66 til foråret, vil jeg holde fri et par måneder. Men jeg regner med at komme tilbage igen. Jeg vil jo også gerne kunne tjene lidt ekstra til en god lang sommerferie. 

Brug for 19.000 flere medarbejdere i ældreplejen i 2030

Oversigt

    Oversigt