Ulrik er lænket til kørestolen: Nej til handicapbil og flere ture med Flextrafik

Ulrik Brejnholt har muskelsvind, og de seneste år har han ikke kunne bruge sine ben. Nyborg Kommune har givet afslag på en ny handicapbil, og han har ikke har ret til flere ture med Flextrafik. Derfor frygter han nu, at han må blive hjemme og droppe både hobbyer og familiebesøg.

Indtil 2022 havde Ulrik Brejnholt en handicapbil med lift. Det betød, at han selv kunne fragte sig til familiebesøg, håndboldkampe og som tidligere landmand dyrke sin interesse for frilandsgrøntsager.

Men da hans helbredssituation blev forværret, forlangte en læge og en motorsagkyndig, at han fik en bil, hvor han kunne blive siddende i sin kørestol, mens han kørte. 

Nyborg Kommune afviste dog at finansiere den krævede bil til den handicappede mand.

- De mente ikke, at jeg havde kørselsbehov nok. Så måtte jeg selv finde ud af, hvordan jeg kom videre i teksten. Jeg synes ikke, det er fair, siger Ulrik Brejnholt.

Færre får handicapbil

Den handicappede, 74-årige mand kommer alene omkring i sin el-kørestol i sit hjem i Ullerslev, og han får kun hjælp fra Nyborg Kommune til at stå op om morgenen og komme i seng om aftenen.

Men når han skal væk fra Ullerslev, er han afhængig af en bil eller offentlig transport.

- Jeg er 74 år, og er en gammel idiot. Men jeg kan ikke sidde stille. Der skal ske noget hele tiden. Ellers går jeg totalt ned psykisk, lyder det fra Ulrik Brejnholt.

Nyborg Kommune er langt fra den eneste kommune i landet, der har strammet op på tildelingen af biler til handicappede.

Sidste år søgte 210 personer på Fyn støtte til en handicapbil. Og af dem endte 38 procent med et afslag. På landsplan er støtten til handicapbiler faldet med 25 procent.

- Det, der har ændret sig, er reglerne der bliver administreret efter. Hvor man tidligere gjorde, hvad man kunne for at kompensere mennesker med et handicap, så de kunne leve et liv som andre mennesker, så går man nu ind og siger, hvad kan du nøjes med. Og når man ikke er i arbejde, så kan man nøjes med langt mindre end andre mennesker, siger Thomas Krogh, der er politisk chef i Muskelsvindfonden.

Administrativ ændring

Kommunerne har nu Ankestyrelsens godkendelse af, at der bliver lagt vægt på, at handicappede har job eller er i uddannelse, når de skal tildeles støtte til en handicapbil.

- Det er blevet langt sværere at få støtte til en handicapbil, når man ikke længere er i arbejde eller under uddannelse. Og det er fordi, det at kunne leve et liv og være sammen med venner, familie eller besøge sin kones gravsted, det tæller ikke længere så meget som tidligere, siger Thomas Krogh.

Men for Ulrik Brejnholt giver den argumentation ikke mening.

- Det stemmer jo slet ikke overens, når vi hører, hvad de råber op om i regeringen. Nu skal der gøres det og det for trivslen, det er så vigtigt og alfa og omega. Så holder det jo ikke en meter, den måde de griber det an på, siger han.

Muskelsvindfonden vil nu klage over den nye kommunale praksis til Folketingets ombudsmand. 

Slut med flexture for i år

Uden handicapbil er Ulrik Brejnholt afhængig af Flextrafik. Men handicappede er kun er berettiget til 104 flexture om året.

- Den 6. oktober havde jeg brugt de 104 ture til basale ting. Og jeg vil stadig meget gerne ud og se håndbold. Jeg skal slå tiden ihjel, eller kan jeg bare sidde her og kigge ud af vinduet, siger han.

På flere af sine ture skal han endda rejse med Flextrafik flere gange. For eksempel bruger han Flextrafik to gange, når han skal besøge sin datter i Svendborg, og fire gange, når han skal besøge sin søn i København. Dermed er antallet af dage, hvor han komme væk fra sit hjem langt færre end 104.

- Jeg har forsøgt at kontakte kommunen, og de affejer det, og siger, at det politisk bestemt. Det kan der ikke laves om på. Så jeg har årets sidste kvartal, hvor jeg skal finde ud af noget andet, siger Ulrik Brejnholt.

TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra socialdirektøren og formanden for Social- og Handicapudvalget i Nyborg Kommune.

Oversigt

    Oversigt