Kommunalpolitiker Kim Welcher fra Dansk Folkeparti vil ikke længere være tilskuer til de groteske sager, der lige nu ligger som en tung sky over Langeland Kommune.
I dag kunne Radio24syv afsløre, at drifts- og logistikchef ved asylcenter Holmegaard, Ulrik Pihl og den daværende centerleder på Børnecenter Tullebølle, Hanne Sommer, ikke valgte at fortælle om sexmisbrug af asyldrenge, da Udlændingestyrelsen var på tilsynsbesøg den 27. juli.
En fejl, som Ulrik Pihl selv kalder en procedurefejl. Men det tror Kim Welcher ikke på.
Jeg har svært ved at forstå, at man kan lave en procedurefejl, hvor man glemmer at melde noget så vigtigt som seksuelle krænkelser
- Ulrik taler mod bedre vidne. Jeg har svært ved at forstå, at man kan lave en procedurefejl, hvor man glemmer at melde noget så vigtigt som seksuelle krænkelser, siger Kim Welcher fra Dansk Folkeparti til TV 2/FYN.
Besøget fra Udlændingestyrelsen skete blot halvanden måned efter, at en medarbejder fra Børnecenter Tullebølle blev meldt til Fyns Politi.
Ifølge den aftale, som er mellem Udlændingestyrelsen og Langelands kommune, der omhandler driften af asylcentre, så har kommunen pligt til at indberette sådanne hændelser til Styrelsen.
- Det tyder jo på, at man bevidst har undladt at fortælle noget til myndighederne. Nogen har forsøgt at skjule noget, mener Kim Welcher.
Denne ene sag, er blot en ud af flere, der i den seneste periode har hærget kommunens asylcentre. Tilbage i slutningen af juli måned under afholdelsen af Langelands Festival, fik politiet flere anmeldelser om voldtægt, hvor nogle af de anmeldte havde bopæl på asylcenter Tullebølle.
Slagsmål, en sygemeldt leder, anmodninger om sexkrænkelser og en endelig nedlukning af centret. Hændelser, der får kommunalpolitikeren i kog.
- De her hændelser kan ikke bortforklares. Hvis ledelsen har været bekendt med det her, uden at give Udlændingetyrelsen besked, så har de ikke vist det voksne ansvar de burde. Det er fuldkommen inkompetent adfærd, konstaterer Kim Welcher overfor TV 2/FYN.
Fremtiden for Langelands asylområde
Ulrik Pihl kan ikke forsætte som driftchef. I hvert fald ikke, hvis valget er Kim Welchers.
Kan du se Ulrik Pihl fortsætte efter de her oplysninger er kommet frem?
- Nej, det har jeg meget svært ved. Ikke med alle de fejl, der dukker op, siger han i dag til TV 2/FYN.
- Vi skal have skåret helt ind til benet. Når man som leder gang på gang fejler, må det have de højest tænkelige konsekvenser. Der skal ryddes op nu, konstaterer han.
Når man som leder gang på gang fejler, må det have de højest tænkelige konsekvenser. Der skal ryddes op nu
Det er den konstituerede asylchef Kurt Habekost, der har den formelle autoritet til at afgøre, hvilke konsekvenser det vil få for driftchefen. Borgmester Bjarne Nielsen har indkaldt driftchefen, Ulrik Pihl, til et personalemøde i næste uge.
På mandag er der også møde i Økonomiudvalget i kommunen, og her håber Kim Welcher, at de udvalgte politikere vil tage opgaven seriøst.
- Jeg sidder desværre ikke i Økonomiudvalget, men det her skal have meget store konsekvenser. Økonomiudvalget skal tage stilling til, og overveje, hvilke konsekvenser det skal have for Ulrik Pihl og hele asylområdet, pointerer han.
Langelands Asylcentre er nu under skærpet tilsyn af Udlændingestyrelsen, og i sidste uge valgte kommunen at lukke center Tullebølle.
- Hvis det stod til mig så skal styrelsen overtage alle vores centre omgående. Vi har ikke kunne drive dem forsvarligt, siger Kim Welcher.
Herunder kan du se vores politiske redaktør, Jesper Buch, analysere sagens omfang: