Baltic Pipe: Gravearbejdet i fuld gang på fynsk strand trods protester 

Der bliver gravet på livet løs på Skrillinge Strand, hvor en omdiskuteret gasledning skal graves ned på havbunden i Lillebælt. 

Arbejdet med at gøre klar til at trække en omdiskuteret gasledning over havbunden på Lillebælt er gået i gang.

Tirsdag var TV 2 Fyn på besøg på Skrillinge Strand, hvor rørene skal trækkes fra Fyn til Jylland på havbunden. 

- Relativt tæt på kysten har vi et fartøj - en gravemaskine med en lang arm på - som har kunnet grave ned og grave det spor i Lillebælt, siger Søren Juul Larsen, der er chefprojektleder i Energinet og hovedprojektleder på Baltic Pipe-projektet.

- Ude i det dybe har vi haft et andet stort skib, som med en stor støvsuger har støvsuget materialet op nede fra havbunden. Dermed er der nede på havbunden lavet et spor på cirka fem meters bredde og halvanden meters dybde. I sporet kommer røret til at ligge, forklarer projektlederen. 

Fisker: Voldsomt brud på naturen

Selv om projektet er i fuld gang, er protesterne over gasledningen ikke ophørt.

I løbet af foråret og sommeren har der været protester og demonstrationer mod den 800 kilometer lange gasledning, der skal forsyne Polen med naturgas fra den norske del af Nordsøen, og som skal gå tværs gennem Danmark.  

Erhvervsfisker Allan Buch, der i årevis har været kritisk indstillet over for projektet - ikke mindst fordi gasledningen skal placeres oven i hans virksomhed - frygter, at gravearbejdet på bunden af Lillebælt ødelægger naturen. 

- Med linjeføringen, man har lagt, har man ikke været lydhør over for at prøve at finde et sted i Lillebælt, hvor der var mindre strøm, siger Allan Buch. 

- Det er et voldsomt brud på naturen, fastslår han. 

Derfor anlægges gasledningen

Søren Juul Larsen giver udtryk for, at han respekterer, at der er mange meninger om projektet, som har stor betydning for landmænd og fiskere, der også er blevet økonomisk kompenseret som følge af arbejdet. 

På dansk jord vil ledningen bliver omkring 210 kilometer lang og 80 centimeter tyk. 

Ledningen skal gøre Polen mindre afhængig af gas fra Rusland og forventes desuden at sænke landets CO2-udledning.

Energistyrelsen, der har givet tilladelse til gasledningen, vurderer, at den kan etableres “uden acceptable påvirkvirkninger af miljøet”. Både regeringerne i Polen og Danmark har givet grønt lys til projektet.

Arbejdet med at gøre klar til at trække en omdiskuteret gasledning over havbunden på Lillebælt er gået i gang.
Fotograf: Fotograf: Redigering:

Oversigt

    Oversigt