Senest har Mette Grith Stage overfor Ekstra Bladet betvivlet, at medlemmer af Black Army har været krigere i Syrien og Irak.
Det har fået Peter Rahbæk Juel til at gå til tasterne:
- Hun må jo have et indgående kendskab til bandemedlemmerne, siden hun på den måde kan forsvare dem i offentligheden ved at afværge påstandene fra Ekstra Bladets kilder, skriver han på Facebook.
Han raser også over, at forsvarsadvokaten tidligere har udtalt sig på bandelederen Mohammed Daabas vegne, da det kom frem, at medlemmer af Black Army afpressede hjemløse i Odense:
- Jeg går ud fra, at Mette Grith Stage tager sig ganske godt betalt af Black Army for at forsvare deres misforståede kriminelle fællesskab og deres bestialske ligegyldighed overfor andre mennesker. Jeg synes, det er uanstændigt. Hun må stoppe nu!
Borgmesteren fortsætter:
- I et retssamfund har alle naturligvis ret til en forsvarsadvokat, når man sidder på anklagebænken. Men at Mette Grith Stage vælger at gå ud og være talsperson for Black Army-præsidenten Mohammed Daabas er dybt forargeligt. Black Army med Daabas i spidsen sælger narko, afpresser butikker, tæsker penge ud af hjemløse og skaber utryghed i flere byer. Enhver advokat med respekt for sig selv og for samfundet bør ikke give forhærdede kriminelle virksomheder bistand, med mindre dets medlemmer sidder på anklagebænken i retten, skriver han.
Aner ikke, hvad han taler om
Mette Grith Stage har svaret på borgmesterens opdatering i en mail til TV 2/FYN.
Hun fortæller, at hun har svært ved at forstå borgmesterens kritik.
- Ekstra Bladet spørger mig, om jeg på grund af mit arbejde som forsvarsadvokat, herunder blandt andet for Mohammad Daabas og andre medlemmer af Black Army, er bekendt med, at flere Black Army-medlemmer skulle være eller have været Syriens-krigere, skriver Mette Grith Stage.
- Jeg har hertil svaret, at dette mig bekendt ikke er tilfældet i relation til Black Army Odense. Hvordan borgmesterens tolker denne udtalelse derhen, at jeg agerer talsmand, det har jeg svært ved at forstå.
Ude for at høste stemmer
Mette Grith Stage forholder sig videre til Peter Rahbæk Juels bemærkninger om hendes betaling fra Black Army.
- De bemærkninger viser jo tydeligt, at borgmesteren ikke aner, hvad han taler om, men at han er ude for at høste stemmer, skriver hun.
- Mon ikke borgmesterens udfald mod mig, er begrundet i det forestående kommunalvalg. Selvfølgelig er der mange stemmer i at føre en hård kurs overfor Black Army, og hvis det indebærer, at man skal fordreje nogle udtalelser fra en forsvarsadvokat, så gør borgmesteren det åbenbart gerne.