Tidligere forsvarsminister og regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V) har besluttet ikke at genopstille ved det kommende folketingsvalg.
Han stopper derfor i politik efter valget.
Det fortæller han til avisen Danmark.
- Jeg vil gerne have et liv, hvor jeg har en bedre balance mellem arbejdsliv, familieliv og venskaber, siger Carl Holst til avisen i et stort interview.
Han fortæller blandt andet, at det er hensynet og lysten til at være mere sammen med sin familie, der har fået ham til at træffe beslutningen om ikke at genopstille til Folketinget, når der næste gang har været valg.
Altså senest til sommer er hans til tider stormomsuste politiske karriere forbi.
- Jeg fortryder ingenting. Jeg har været fuldt ud bevist om mine valg. Jeg kan bare konstatere, at når man tager et valg, så tager man også et fravalg, og nu vælger jeg noget andet til, et liv uden for det offentlige og det politiske, siger Carl Holst.
Kort karriere som minister
Carl Holst var først amtsborgmester i Sønderjyllands Amt fra 2000 til 2006, hvorefter amterne blev til regioner, og Carl Holst blev til regionsrådsformand.
Den titel havde han indtil 2015, hvor han meddelte, at han ville opstille til Folketinget. Samtidig bekendtgjorde han, at hvis han ikke blev valgt, ville han forlade regionsrådet ved kommunalvalget i 2017.
Valgt det blev han, og statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde endda Carl Holst til forsvarsminister i V-regeringen.
Men med sig fra Region Syddanmark havde Carl Holst en stribe møgsager, hvor regionen havde afholdt udgifter til blandt andet utallige avisabonnementer, medietræning.
Desuden blev han beskyldt for at have brugt en regionsansat medarbejder i sin personlige folketingsvalgkamp. Det ville i givet fald være misbrug af skattekroner.
Beskyldningerne bragte Carl Holst ud i et gevaldigt stormvejr, der blandt andet betød, at han gik af som forsvarsminister efter blot 93 dage på ministertaburetten.
Efterfølgende meldte regionsrådet sagen til politiet i november 2015. Carl Holst tog orlov efter skandalerne i 2015, men vendte i 2016 tilbage i Folketinget, hvor han fik en række ordførerskaber for Venstre.
Først i marts 2017 besluttede statsadvokaten, at de ikke skulle rejses en sag mod den tidligere regionsrådsformand.
Og senest til sommer slutter mere end 30 års politisk karriere for Carl Holst altså helt.