Godsselskabet DB Cargo har suspenderet en tillidsmand, fordi han efter selskabets mening har forsøgt at slette oplysninger om en kollega, der inspicerede det godstog, der var involveret i ulykken på Storebæltstbroen 2. januar.
Det skriver Berlingske.
Tillidsmanden er suspenderet for at have skaffet sig adgang til en såkaldt vognliste.
Af vognlisten fremgår det, hvem der havde udført sikkerhedstjek på godstoget. Tillidsmanden skulle have overstreget og skjult navnet på den kollega, der havde udført det sikkerhedstjek af godsvognene.
- Tillidsmanden er selvfølgelig meget, meget påvirket af sagen, og jeg kan ikke sige meget andet, end at vi også forsøger at finde ud af, hvad der er sket, siger Preben Pedersen, der er næstformand i Dansk Jernbaneforbund, til Berlingske.
DB Cargo bekræfter over for avisen, at tillidsmandens forseelse skal have fundet sted efter ulykken.
- Jeg kan bekræfte, at der er en personalesag. Og jeg kan tilføje, at dét, der er kernen i personalesagen, foregik efter, ulykken var sket. Det har således ikke haft indflydelse på, at ulykken kunne ske, siger kommunikationsdirektør Jan Wildau.
OVERBLIK: Otte mistede livet i togulykken