Bagermester tilbyder ovn til julestegen: - Vi kan spare strøm til 40 husholdningsovne

Normalt er der kager og brød i ovnen hos bageren i Nørre Broby. Men juleaftensdag vil ovnen være fyldt med and, gås og flæskesteg, når Signe Duvander tilbyder julestegning til byens borgere.

Energikrisen har fået bagermester Signe Duvander til at tænke alternativt. 

I stedet for at fylde den store bageovn hos Byens Bager Broby med morgenbrød og wienerbrød, vil hun juleaftensdag stege 40 ænder, gæs og flæskestege i sit bageri.

- Jeg tilbyder, at man kan låne en plads i ovnen til sin julemad. Det er billigt for mig. Det koster lidt at køre ovnen, men derudover er det jo bare min løn, og den er billig som selvstændig, siger Signe Duvander, der ejer Byens Bager Broby.

Ideen om at tilbyde stegning af julemaden opstod, da energikrisen tog fart i sommer.

- Det er en god måde at hjælpe folk i Nørre Broby på. Vi kan sammen spare strømmen til 40 husholdningsovne, siger hun.

Først brød, så julesteg

Signe Duvander passer sit arbejde indtil tidligt juleaftensmorgen, og i løbet af juleaftensdag fortsætter hun så jobbet med at stege ænder, gæs og flæskesteg. 

- Vi har plads til 20 ænder ad gangen, og første ovn er allerede fyldt op. Derudover har jeg også sagt ja til at stege 35 kilo flæskesteg til hjemløse, siger Signe Duvander.

Bagermesteren ved endnu ikke, om der bliver plads til hendes egen julesteg i bageriets ovn. 

- Ellers må vi jo tænde grillen derhjemme og så stege anden der, siger hun. 

Oversigt

    Oversigt