Bredt budgetforlig: Faaborg-Midtfyn skal spare, men vil fastholde velfærd

Et bredt flertal i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune er blevet enige om et budget for 2022.

24 ud af de 25 medlemmer i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune er blevet enige om et budget for det kommende år. 

I budgetaftalen har man blandt andet fokus på, at man vil have kommunen til at vokse med 3.000 indbyggere frem mod 2030. Samtidig ønsker man, at mindst 80 procent af indbyggerne skal være meget tilfredse med livet. 

Det er Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, SF og Konservative, der er med i aftalen. Kun Enhedslisten står uden for. 

- Beskytter kernevelfærd

Det har været nødvendigt for kommunen at finde både besparelser og effektiviseringer for i alt 17,9 millioner kroner, fremgår det af aftalen. 

- Vi formår at beskytte kernevelfærden, og det har alle partier og lister i aftalen været meget fokuserede på. Det har været helt afgørende for os, at børnefamilier, ældre og alle dem, der har brug for hjælp og støtte i hverdagen, trygt kan regne med den kommunale velfærd, når de har brug for den. Det sikrer vi med denne budgetaftale, siger borgmester Hans Stavnsager (S) i en pressemeddelelse.

Det bliver en dyr post at fastholde serviceniveauet, da visse kommunale serviceområder bliver dyrere for kommunen. Derfor har man valgt at tilføre driftsbudgettet samlet 32,5 millioner kroner i 2022, stigende til 73,4 millioner kroner i 2025. Det gør man for at fastholde det eksisterende serviceniveau, fremgår det af aftalen. 

Kommunalbestyrelsen har afsat 110,4 millioner kroner til anlægsprojekter i 2022. Der er særligt fokus på forbedringer på skoler og daginstitutioner og på kommunens udviklingsstrategi. 

Besparelser i de kommende år

Der vil i de kommende år komme flere ældre i kommunen, og samtidig forventer kommunen, at man i fremtiden ikke vil kunne få udgifterne til blandt andet overførselsområdet fuldt ud dækket af de årlige økonomiaftaler mellem Kommunernes Landsforening og regeringen.

Derfor forventer man at skulle finde besparelser i de kommende år, ligesom man i år har skullet finde millioner i effektiviseringer og besparelser på tværs af kommunalbestyrelsens seks udvalgsområder. 

- Vi har været nødt til at træffe nogle svære valg for at sikre kernevelfærden, men at vi kan styrke velfærdsområderne i et år, hvor vores økonomiske forudsætninger bestemt ikke er prangende, vil jeg godt tillade mig at være stolt over, siger Hans Stavnsager i pressemeddelelsen.

Man kan læse hele budgetaftalen på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside. 

Oversigt

    Oversigt