- Jeg er tom for ord. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige til det mere, siger Catherine Brændeholm.
Jeg kan snart ikke mere. Jeg føler mig så lille, og jeg føler mig som ingenting
For tredje gang i træk er Catherine Brændeholm nægtet førtidspension af Faaborg-Midtfyns Kommunes pensionsnævn. Det sker til trods for, at kommunens rehabiliteringsteam tre gange har vurderet, at hun skulle indstilles til førtidspension.
- Jeg kan snart ikke mere. Jeg føler mig så lille, og jeg føler mig som ingenting, for der er da ingenting, jeg hellere ville end at tage i byen med mine veninder og få mig et rigtigt arbejde og en god uddannelse, men det kan jeg ikke, siger hun.
Catherine Brændeholm er uhelbredeligt syg. Hun har sygdommen Cystisk Fibrose og en række følgediagnoser som gigt og diabetes, der gør, at hun har svært ved en række ting i dagligdagen.
I januar kunne TV 2/Fyn fortælle, at Catherine Brændeholm to gange tidligere er blevet indstillet til førtidspension af kommunens rehabiliteringsteam, der består af en række fagpersoner fra blandt andet sundhedsområdet.
Men i begge tilfælde endte indstillingen ikke med førtidspension. Et andet team - pensionsteamet (nu kaldet pensionsnævnet) - mente ikke, at Catherine Brændeholm burde have førtidspension, derfor tilbageviste de begge gange indstillingen om førtidspension.
Det er en uholdbar situation, og selvfølgelig frustrerende for borgeren
Dengang beklagede kommunen situationen.
- Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag, men jeg vil gerne sige, at det har været et utroligt langvarigt og opslidende forløb, som Catherine har været igennem. Og det vil jeg gerne beklage. Det skal vi kunne gøre bedre, sagde Mette Gaarde-Fink, der er koncernchef for Arbejdsmarked i Faaborg-Midtfyn Kommune og uddybede:
- Der skal vi have skabt nogle bedre forløb, sådan at der ikke er borger, der skal igennem det, Catherine har været igennem.
Torsdag i sidste uge kom den tredje tilbagevisning af sagen, da pensionsnævnet i kommunen mente, at det stadig ikke var dokumenteret, at Catherine Brændeholms arbejdsevne var nedsat i høj nok grad til, at hun kan tilkendes førtidspension.
Flere borgere er ramt af uholdbar løsning
Faaborg-Midtfyn Kommunes pensionsteam afviste i 2017 knap hver tredje indstilling til førtidspension.
Det sker i 31 procent af tilfældene. Men den form for sagsbehandling bliver mødt af kritik.
- Det er jo en fuldstændig uholdbar situation, at den ene halvdel af kommunen mener, at personen er berettiget til førtidspension, og der simpelthen ikke er nogle muligheder for at forbedre den pågældende persons arbejdsevne. Og så siger den anden halvdel af kommunen, at “du skal ihvertfald ikke have førtidspension, det er der ikke grundlag for” - det er en uholdbar situation, og selvfølgelig frustrerende for borgeren, siger John Klausen, der er lektor i socialret på Aalborg Universitet.
- Der er sket en beklagelig fejl
Hos Faaborg-Midtfyn Kommune vil koncernchefen for Arbejdsmarked, Mette Gaarde-Fink, ikke gå ind i den konkrete sag, men hun fortæller dog, at Catherine Brændeholms sag har været udsat for fejl.
Jeg synes virkelig, det er spild af tid. Når jeg godt ved, at jeg ikke bliver lige så gammel som alle andre
- Det er meget meget beklageligt, at Catherine står i den situation, og det undskylder jeg virkelig, siger Mette Gaarde-Fink.
Men en ting er, at man kan beklage det her, hvor mange gange skal en person som Catherine igennem det system her? Til trods for, at der bliver sagt undskyld flere gange.
- Jeg må sige, at jeg har stået her før og sagt, at det her skulle ingen borgere opleve. Det inkluderer også Catherine, så derfor er jeg meget ked af at skulle stå i den her situation igen, og jeg er især ked af, at Catherine står i den her situation igen. Det vi arbejder på, det er at få en samstemthed mellem pensionsnævn og rehabiliteringsteam. Det arbejder vi intensivt på med en møderække, hvor vi kigger på sagerne sammen og får en fælles forståelse af, hvad vi skal arbejde med, siger Mette Gaarde-Fink.
Ved spisebordet i familiens hus i Broby, håber Catherine Brændeholm selv på, at der snart kommer en afklaring på hendes situation.
- Jeg synes virkelig, det er spild af tid. Når jeg godt ved, at jeg ikke bliver lige så gammel som alle andre, at jeg så kan hygge mig, så godt jeg nu kan, mens jeg er her, siger Catherine Brændeholm.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Faaborg-Midtfyns Borgmester, Hans Stavnsager (S), men han vil ikke stille op til interview.
Vi ville gerne have spurgt Hans Stavnsager om: Hvad han mener om, at kommunens embedsfolk for tredje gang - stik imod anbefalingerne fra fagpersoner - og på trods af lovstramningerne - nægter førtidspension til Katrine Brændeholm.