Faaborg-Midtfyn Kommune er nu klar til at tage fat på en omdannelse af Faaborg midtby.
Helios bygningen skal omdannes til Film- og Kulturhus Helios, Byskolens faciliteter får et løft og Banegårdspladsen mellem Helios og stationsbygningen skal forskønnes ligesom en række mindre projekter er på vej.
Kommunen har netop fået endelig godkendelse af projekterne fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.
Sammen med godkendelsen fulgte tilsagn om fire millioner kroner, så der ialt er tilsagn om 10.416.709 kroner.
Det første lille projekt tages der hul på torsdag, når børn fra Faaborg Børnebilledskole udsmykker den del af Helios bygningen, der senere skal rives ned med street art.