- Jeg risikerer en depression: Forfatter elsker at skrive, men afskyer udgivelsen

- Det er kun en fordel, når jeg skriver. Og det er kun en bagdel, når jeg skal til at promovere. Sådan siger fynsk forfatter om den autisme, der spænder ben for ham hver gang, han skal udgive en bog.

Lige nu står han midt i suppedasen. David Sparrevohn Mørck har nemlig sendt sin fjerde bog på gaden, det er en krimi med titlen "Detektiven indeni".

Han elsker sådan set at skrive bøger, forfatteren fra Ferritslev. At researche, udtænke og skrive er en ren fornøjelse. Det kan han nemlig gøre i fred i sin hjemlige boble af tryghed, ro og grundighed. 

Men når bogen kommer fra forlaget, fiks og færdig og klar til at komme ud i verden, bryder helvede løs. For nu kommer den del af forfatterlivet, som han frygter mest: Bogen skal sælges. Den skal ud i verden, og fødselshjælperen er forfatteren selv. Det er lig med at stille sig frem i spotlyset og højlydt proklamere: "Se mig, alle I fremmede mennesker! Jeg har skrevet en fantastisk bog, og den skal I købe!"

Netop de sætninger får koldsveden til at springe, for autismediagnosen gør, at det falder ham ekstremt svært at være udadvendt i en situation, han ikke kan kontrollere. Som for eksempel at stå foran en boghandler med en stak bøger og dele flyers ud til tilfældigt forbipasserende.

- Det føles nærmest som en ydmygelse. Nogle mennesker viser interesse, men de fleste er helt ligeglade. Så føler jeg mig forkert, og det er svært for mig, for jeg har så ofte følt mig forkert som barn i skolen. 

Selvom autistdiagnosen giver anledning til daglig kamp, er der også fordele. For eksempel brugte David Mørck to år på at skrive sin første bog.  Den næste tog et år. Så kom nummer tre, og den var egentlig ikke på tegnebrættet, før det pludselig gik stærkt.

- Jeg skrev den tredje bog på kun to måneder. Fra ingen idé og til en færdig bog gik der to måneder. Det havde jeg ikke været i stand til, hvis jeg ikke var autist.

Selvom to måneder er usædvanligt kort tid til at producere en hel bog, så stod slutresultatet skarpt. 

- Min autistiske grundighed gør, at jeg afleverer meget færdige manuskripter. Jeg kan ikke lide sjusk og er meget opmærksom på hvert eneste ord. Så det er godt, når jeg skriver og isolerer mig. Men så er det bagefter et chok at skulle brede bogen ud og være i kontakt med mange flere, end jeg normalt er - selv på en god dag.

Arbejdet ved skrivebordet passer forfatteren helt perfekt.
Arbejdet ved skrivebordet passer forfatteren helt perfekt.
Foto: Ken Petersen

Brug for at fortælle historier

Selvom skolen trak tænder ud,  blev den trinbræt ind til en magisk verden af ord: 

- Jeg gik fra at være hysterisk ked af at skrive en stil til at skrive for min fornøjelses skyld. Det gik op for mig, at den virkelighed, jeg havde oppe i hovedet, kunne jeg skrive ned. 

Og sådan gik det. David Mørck har udgivet først en trilogi, og nu den selvstændige "Detektiven indeni", som kan kaldes en intellektuel krimi med en mystisk gåde. Han har nydt at skrive bogen, og han er også klar nu til at tage den hårde tørn med promoveringen:

- Det kan koste en depression for mig at gå ud over de her grænser. Men så må det være sådan. Jeg er stædig som ind i helvede. Jeg skal kunne se mig selv i spejlet. Jeg skal klare det her, for ellers er jeg ikke god nok, så jeg er tvunget til at gøre så meget ud af det. Koste hvad det vil. 

På trods af alle udfordringerne bliver David Mørck ved med at skrive - og med at udgive - bøger.

- Jeg har brug for at fortælle historier. Jeg vil gerne kunne forestille mig, at det findes et andet univers. Der er alt for få overraskelser tilbage, siger forfatteren.

Forfatter David Sparrevohn Mørck








Oversigt

    Oversigt