Facebook åbner nu en dør på klem for udnyttelse af overskudsvarme fra sit nye datacenter i Odense.
Det sker i et svar til TV 2/Fyn.
Facebook oplyser, at man er dybt engageret i at bygge det mest avancerede datacenter i verden i Odense og drive det på den mest energieffektive måde.
- Som et led i disse bestræbelser undersøger vi aktivt et antal forskellige muligheder - herunder anvendelse af overskudsvarme, hedder det i svaret fra Facebook.
Facebook oplyser, at man aktivt vil fortælle offentligheden mere om sine overvejelser og planer, når man kommer et skridt nærmere opførelsen af datacentret.
Ved pressemødet i Odense i sidste uge oplyste Facebooks datachef Naill McEntegart, at Facebook ikke havde nogen aktuelle planer om at udnytte overskudsvarmen, og han oplyste samtidig, at man havde skrottet lignenede planer på datacentret i Luleå, fordi en nærliggende virksomhed kunne forsyne området med procesvarme ved langt højere temperaturer.
Hvis Facebook udnytter overskudsvarmen, vil det ifølge vicedirektør i Dansk Fjernvarme Kim Behnke kunne opvarme mindst 20.000 odenseanske husstande.
Problemet er, at det ikke er rentabelt med de nuværende afgifter på el.
- Jeg forstår godt Facebooks betænkeligheder. Som det er i dag skal Facebook betale 33 procent i overskudsvarme-afgift, hvis man vil sende overskudsvarmen videre, og så kan man jo lige så godt lukke den ud til gråspurvene. Tilsvarende koster det 1 krone pr. kilowatt-time i elafgift - eller cirka 56 procent af prisen - til statskassen for at drive den varmepumpe, der skal hæve vandtemperaturen til fjernvarmetemperatur. På den baggrund ville jeg også sige nej tak, siger Kim Behnke.
Han appellerer nu til politikerne om at ændre afgifterne.