15-årige Anine Lindvig har pludselig fået en grundig indføring i fynske landskaber.
- Jeg har ikke været vildt meget på Fyn før, så det har været sådan en fed måde at se Fyn på, og så på andre måder end man ellers ville. Det har været helt vildt fedt og hyggeligt, siger hun.
Hun får opbakning fra den erfarne og 45 år ældre skuespiller Lars Brygmann.
- Jeg sendte lige en sms for fem minutter siden, hvor jeg skrev at jeg godt kunne tænke mig at flytte til Fyn ..., hvis det lå lidt tættere på København! For her er virkelig, virkelig pænt, siger han.
TV2s kommende dramaserie 'Håbet' er optaget ved Bogense Havn, i Den Fynske Landsby i Odense, Faaborg Havn, Svendborg Havn, Nyborg Kirke, herregården Broløkke på Langeland og her til sidst i filmstudierne i Fjellebroen ved Faaborg.
Filmfyn har støttet produktionen med cirka to millioner kroner, så direktøren for filmfonden er godt tilfreds med den store geografiske spredning i optagelserne.
- Det er fantastisk, at produktionen bruger penge på at komme rundt til seks fynske kommuner i jagten på at få det bedste udtryk og den mest autentiske oplevelse. Fyn har ret meget at byde på lige for øjeblikket. Halvdelen af vores investeringer sker i film og tv-serier, der har noget med fortiden at gøre.
'Håbet' foregår i 1899, hvor man følger pigen Marie, spillet af Anine Lindvig. Hun bor på et børnehjem med sine to små søskende, Karl og Sofie. Deres far har ikke været hjemme fra havet i tre år. Alle undtagen Marie selv er overbevist om, at han er omkommet i et forlis. Så ofte hun kan, sniger Marie sig ned til havnen med et gammelt, slidt foto af sin far i håb om at finde nogen eller noget, der kan lede hende på sporet af ham. Hun forklæder sig som skibsdreng for at komme ombord på skibet 'Håbet' og rejse ud for at finde sin far. På skibet møder hun den gnavne førstestyrmand Knejsvig, spillet af Lars Brygmann. I øvrige roller ses blandt andre Lars Ranthe og Kirsten Olsen.
Tv-serie på fire afsnit
Serien er på fire afsnit og lægger sig dermed midt imellem det klassiske spillefilmsformat og de lange serier, der kan vare flere sæsoner.
- Jeg er personligt stor tilhænger af både serieformat og spillefilm, men jeg kan godt lide afsluttede historier. Og når der er fire afsnit, er der også en slutning. Vi ved hvor tingene peger hen imod, så der er en klar retning igennem hele historien. Så på den måde lykkes det på en lidt længere tid, der passer til tv-formatet, at fortælle et eventyr for hele familien, siger seriens instruktør Christian E. Christiansen, som blandt andet har instrueret "Gidseltagningen" og afsnit af "Dicte".
Kulisser og rekvisitter er nøje fremstillet og udvalgt, så de passer til tiden omkring 1899. Rekvisitør Christina Kallan har ansvar for det, der kaldes håndrekvisitter. Det vil sige de ting, som skuespillerne skal tage frem og bruge foran kameraet. Hun og hendes kolleger har været på jagt efter gamle sukkertoppe til kabyssen, gamle søfartsbøger, mønter og piber. En del kommer fra Marstal Søfartsmuseum, andre ting er købt som nye.
- Sukkertoppene her kommer fra Kramboden i Odense. De har mange fine ting. Og Tidens Samling i Odense har vi også rigtig mange ting fra. Sytøj og originale fine ting, siger Christina Kallan.
Med 'Håbet' får tv- og streamingseerne både præsenteret en lang række fynske landskaber og et nyt ansigt på skærmen. Anine Lindvig får pæne ord med på vejen af Lars Brygmann.
- Hun har en umiddelbarhed og vovemod, som er virkelig charmerende og meget effektiv i den rolle, hun spiller, siger Brygmann.
'Håbet' kan ses på TV2 i efteråret 2018. Serien produceres af Zentropa.
Herunder kan du se tv-indslaget fra TV 2/FYNs besøg ved filmoptagelserne.