16-årig tæskede dreng med poolstave for at skaffe særlig nøgle til sin flugt

Hyppige flugt- og selvmordsforsøg er del af virkeligheden på den sikrede døgninstitution Egely på Vestfyn. Flere tidligere og nuværende ansatte kritiserer institutionen for ikke at leve op til lovens rammer. Samtidig slår Socialtilsynet fast, at der ikke er styr på de mange magtanvendelser på institutionen. Det fremgår af en tilsynsrapport og flere aktindsigter, som TV 2 Fyn har gennemgået.

Selvom betonmuren rundt om bygningerne på Egely er fem meter høje, lykkes det med jævne mellemrum unge at flygte fra den sikrede døgninstitution.

- Jeg stak af for at vise min kommune, at jeg var træt af Egely. Jeg gad ikke være her mere, siger en 16-årig dreng, der sammenlagt har været anbragt på Egely i snart to år. Han er anonym, og her kalder vi ham ”Kasper”.

Flugtforsøget er ifølge Kasper et udtryk for hans frustration over forholdene på institutionen, som han og flere tidligere og nuværende medarbejdere ikke mener lever op til lovens rammer. 

Ifølge serviceloven skal en sikret døgninstitution udvise omsorg og sikre trivsel og udvikling for børnene. I vores afdækning af forholdene på Egely kan vi blandt andet fortælle, at der ikke er styr på reglerne for magtanvendelser, at der er hyppige flugt- og selvmordsforsøg blandt de anbragte unge, en streng husorden for de unge, og at unge kriminelle placeres sammen med unge med psykiske diagnoser.

På en sikret døgninstitution er det tilladt at have døre og vinduer låst, for at sikre, at de unge bliver på institutionen og får den hjælp, de har brug for.

Planlagde flugt i en måned

Men i marts lykkedes det alligevel for Kasper og en kammerat at undvige fra den særligt sikrede afdeling på Egely. Rømningen – som et flugtforsøg officielt bliver kaldt – skete ifølge Kasper efter en konflikt på døgninstitutionen.

Fokus på Egely

- Vi havde været oppe at slås med en ung fra en af de andre afdelinger, hvor vi havde tæsket ham med nogle poolstave. For at slutte fred, sagde vi, at han skulle skaffe os en nøgle, og det gjorde han så.

Uden for muren ventede en bil, der kørte de to flygtende unge væk.

- Vi havde planlagt i en måned, hvordan vi ville komme ud herfra, og så kom vi ud. Det lykkedes heldigvis, siger Kasper.

Det har ikke været muligt for TV 2 Fyn at få bekræftet Kaspers forklaring, da Egely ikke vil kommentere på konkrete sager.

Må ikke gribe ind

Som TV 2 Fyn fortalte tirsdag, er en ny ledelse på Egely gået i gang med en kulturforandring af den sikrede institution i Nørre Aaby. Men det tager tid, og i mellemtiden forsøger nogle af de anbragte unge at komme væk fra Egely.

Lena Schødt Sørensen har været forstander på Egely siden november sidste år, og i den periode er mindst fem unge stukket af fra Egely. Hun mener, at lovgivningen er en del af forklaringen på gentagne rømninger.

- Hvis de unge vil stikke af, og ikke er til fare for sig selv eller andre, så må du ikke tage fat i dem. Så skal du lade dem løbe. Det siger lovgivningen, fortæller Lena Schødt Sørensen.

Hun har dog ikke en forklaring på, hvordan det lykkedes for Kasper og hans kammerat at flygte fra den omkransede og bevogtede døgninstitution.

- Jamen, jeg kan ikke sige præcis, hvordan det er sket, og det burde heller ikke kunne ske.

- Stikker af i magtesløshed

Men selvom flugt ikke burde ske, så har det ifølge forstanderen også haft positive sideeffekter.

- Vi har haft nogle unge, der, når de er stukket af, har ringet ind til os dagligt. "I skal bare vide, at jeg har det godt, og jeg kommer igen", har de sagt. Og det, tænker jeg, er fordi man har gode relationer til stedet og medarbejderne, ellers ville man være ligeglad, siger forstanderen.

Ifølge en ansat, der ønsker at være anonym, er det dog afmagt over forholdene, der får de unge til at flygte.

Fakta om Egely

- Hovedårsagen til at folk stikker af, det er, at de ikke føler sig hørt. De føler sig ikke behandlet som mennesker, så det nemmeste er at stikke af, og få ledelsen til at forstå, at jeg har det skidt, siger ”Markus”, der i en årrække har været ansat på Egely.

Flere selvmordsforsøg

Udover flugtforsøgene har der også været eksempler på selvmordsforsøg på Egely. Nuværende og tidligere ansatte fortæller anonymt til TV 2 Fyn om flere tilfælde.

- Vi havde en ung, der forsøgte at begå selvmord på værelset med et lagen. Han forsøgte at kvæle sig selv med det.

- Jeg har også oplevet en ung med skizofreni, der forsøgte at tage livet af sig selv. Han blev reddet i sidste øjeblik, fortæller ”Markus”, der har arbejdet på Egely gennem en årrække.

- En anden ung forsøgte at hænge sig selv med en kabelledning. Han blev fundet helt blå i ansigtet, siger ”Sabrina”, der indtil fornylig har været ansat på døgninstitutionen.

Forstanderen må ikke kommentere konkrete sager om de unge på Egely. Men hun er naturligvis berørt, hver gang en ung forsøger selvmord.

- Ja, selvfølgelig har de det ikke godt, og de har jo store problematikker. Det er et råb om hjælp, og det er sådan vi tager det, mener Lena Schødt Sørensen.

Ikke styr på magtanvendelser

Egely oplever dog ikke kun rømninger og selvmordsforsøg.

Ifølge aktindsigter som TV 2 Fyn har gennemgået, har der det seneste år været flere alvorlige voldsepisoder mellem de unge og mellem unge og medarbejdere.

Samtidig er omfanget af personalets brug af magtanvendelser over for de unge højt.

Dine erfaringer fra Egely

Socialtilsyn Øst, der holder øje med at Egely overholder reglerne, konstaterer i tilsynets rapport fra marts i år, at der ikke er styr på reglerne om magtanvendelser:

"Det vurderes, at der er mangler i tilbuddets håndtering af magtanvendelser i forhold til viden om lovgivning, procedure, retningslinjer og dokumentation."

I loven står der, at: ”Magtanvendelse må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand. Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige.”

Sidste år, blev der ifølge Socialtilsynet, registreret i alt 556 magtanvendelser på Egely. Det er mere end halvanden om dagen.

- Når jeg får en magtanvendelse, går jeg mere amok. Så begynder jeg at slå, sparke og spytte alt, hvad jeg kan.

- Jeg kan huske, at en af de voksne tog sit knæ op på min hals, mens der var to andre voksne, der holdt mine arme og mine ben, og havde en knæskal i min ryg, og blev ved med at presse, lyder det fra Kasper.

Flere former for magtanvendelse

Magtanvendelser dækker over brug af fysisk magt, men også over eksempelvis undersøgelse ved klap på tøj og visiteringer i besøgsrum.

- Det er også en magtanvendelse, hvis jeg tager dig i armen og siger "kom nu skal vi denne vej" og du siger "nej jeg vil ej," forklarer forstanderen.

Det samlede antal af magtanvendelser er ifølge Socialtilsynet faldet i år, og de reelle fysiske magtanvendelser har ifølge forstanderen taget et dyk, blandt andet fordi medarbejderne nu kommer på kurser i magtanvendelse.

- Vi har et fald på 58 procent, og hvis den her udvikling fortsætter, vil vi ved årets udgang have et fald på samtlige magtanvendelser, siger Lena Schødt Sørensen.

Fanget efter bustur

Tilbageførsel til døgninstitutionen ved rømning er også en magtanvendelse, og det var, hvad Kasper oplevede efter en uges tid i frihed efter sin flugt fra den særligt sikrede afdeling på Egely.

- Jeg boede hos en kammerat i tre dage, og derefter tog jeg hjem, skiftede tøj og hang ud. Da jeg på et tidspunkt skulle med bussen holdt der en politibil bag bussen, da jeg steg af. Jeg forsøgte at tage hætte og kasket af og gå væk uden at vække mistanke. Men det lykkedes ikke, og de tog fat i mig, forklarer Kasper.

Det har ikke været muligt at få bekræftet Kaspers historie, men ifølge ham selv, fik flugten hans hjemkommune til at reagere.

- Inden jeg stak af, havde jeg ikke haft kontakt til min kommune i næsten en måned. De gad ikke snakke med mig. Men lige så snart jeg stak af, så ville de gerne snakke med mig og lave handleplan og alle mulige ting, siger den 16-årige dreng.

Sidste år blev det såkaldte isolationsrum, hvor de unge kan sidde indespærret op til fire timer, anvendt 30 gange. Og det er ifølge socialtilsynet alt for højt.

Ifølge forstanderen har rummet dog kun været i brug to gange i år.

Derfor er der anonyme kilder i artiklen

Oversigt

    Oversigt