16-årig i biljagt: To mindre børn og ægtepar sad på bagsædet

En bulgarsk BMW kørte torsdag morgen over Storebælt uden at betale. Fyns Politi satte efter bilen tværs over Fyn, og anholdt en 16-årig dreng med et ældre ægtepar og to mindre børn på bagsædet.

Torsdag tidligt morgen fik Fyns Politi en anmeldelse fra betalingsanlægget ved Storebælt.

En 16-årig bulgarsk dreng havde sneget sig igennem betalingsanlægget uden at betale i en bulgarsk indregistreret bil af mærket BMW.

Med i bilen havde den bulgarske dreng fire passagerer, to voksne og to mindre børn - alle rumænere.

Bilen, der kørte med bulgarske plader, sneg sig forbi betalingsanlægget på Storebælt. Den kørte så tæt på den forankørende bil, at den ikke blev registreret. 

Kort efter anmeldelsen finder en fynsk politipatrulje bilen på Vestfyn, oplyser Fyns Politi. 

- Vi finder BMW'en på motorvejen på Vestfyn. Der gør vi tegn til føreren af bilen, at han skal standse. Men han giver den bare mere gas og kører videre, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi Lars Fredensborg til TV 2/ Fyn. 

- Den kører virkelig stærkt sådan en BMW der. På et tidspunkt kører han 220 kilometer i timen.  

Biljagten fortsætter til det jyske

Politipatruljen sætter efter den bulgarske bil, og der bliver igen signaleret til føreren, at han skal stoppe bilen. På det tidspunkt er biljagten nået til Middelfart. 

Men den unge fører fortsætter over Lillebæltsbroen og videre over til det jyske fastland. Der får Fyns Politi hjælp af Sydøstjyllands Politi, som også eftersætter den hurtige BMW. 

- Vi ender med at få ham stoppet lige nord for Kolding, fortæller vagtchefen og fortsætter:

- Føreren viser sig at være en bulgarsk 16-årig dreng. Han har et bulgarsk (som senere viser sig at være rumænere, red.) ægtepar og to mindre børn på bagsædet af bilen.

Den 16-årige dreng er anholdt, men endnu ikke afhørt, da han kun taler bulgarsk, og politiet derfor skal have fat i en tolk. 

- Jeg ved ikke mere på nuværende tidspunkt, siger Lars Fredensborg. 

Men den 16-årige bulgarer bliver højst sandsynligt sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at 'tilsnige sig adgang til offentligt samfærdselsmiddel', som det hedder, når man eksempelvis sniger sig gennem Storebæltsbroens betalingsanlæg uden at betale. Men om der er flere sigtelser i vente for den unge BMW-fører, er endnu ikke til at vide. 

Oversigt

    Oversigt