Årets Fynske Fund er en pris, der hvert år uddeles til en ung fynsk sportsudøver, der som regel er under 18 år, eller som fylder 18 år i det år prisen uddeles for.
Det er komiteen, der også står bag kåringen af Årets Sportsnavn på Fyn, som nominerer og kårer Årets Fund.
Tidligere har blandt andre Viktor Axelsen og Lasse Norman Hansen været kåret til Årets Fund.
Komiteen, der består af medlemmer fra Fyens Stiftstidendes sportsredaktion, TV 2 Fyn og Fynske Idrætsforbund, skal kunne se et udviklingspotentiale i Årets Fund, og forventningen er, at den unge med årene udvikler sig til at blive en del af eliten i sin sportsgren.
Prisen uddeles ved Sportslørdag i Odense Idrætshal 21. januar.
Her er de fire nominerede til Årets Fund 2022:
Maja Helene Hansen
Kun 15-årige Maja Helene Hansen fra OB Bordtennis sikrede sig i december 2022 hele to DM-sølvmedaljer i seniorrækken, da hun kvalificerede sig til finalen i både single og i damedouble med makkeren - den jævnaldrende Emma Clement Vendelboe fra Virum.
Ida Marie Kaysen
GOG's U18-målmand Ida Marie Kaysen vandt i 2022 VM-sølv med U18-landsholdet i håndbold, hvor hun også blev kåret til VM-turneringens bedste målmand.
Jonas Enemark Petersen
Jonas Enemark Petersen, der er ud af en rigtig volleyslægt på Nordvestfyn, er ikke blot fast starter, men også dansk mester med Middelfart Volleyball Klub som bare 16-årig.
Tobias Slotsager
17-årige Tobias Slotsager har i flere år vist sit værd i OB, og i 2022 blev talentet belønnet, da han han underskrev en treårig fultidskontrakt med OB og rykkede op i førsteholdstruppen.