Alternative begravelser vinder frem

Flere og flere melder sig ud af Folkekirken. Det betyder, at mange vælger at holde begravelsescermonien derhjemme, i selskabslokalet eller i naturen.

Hver eneste måned melder omkring 100 fynboer sig ud af folkekirken. Dermed sparer de blandt andet kirkeskatten, men risikerer samtidig at fravælge muligheden for at få en begravelescermoni i en kirke.

- For mange pårørende kommer det som et chok og en overraskelse, at deres afdøde ikke var medlem af Folkekirken, og dermed ikke kan få en cermoni i kirken, siger Mogens Balling, der er direktør i Begravelse Danmark.

Relationen mellem gud og afdøde

Men der er stor forskel på hvordan præsterne ser på begravelse af afdøde, der ikke var medlem af Folkekirken. I en rundspørge foretaget af TV 2/FYN siger 48 procent af præsterne, at de gerne vil begrave ikke-medlemmer, mens 38 procent af præsterne afviser det.

- Hvis et menneske ikke har været religiøst, skal vi aldrig gøre det. Men hvis den afdøde har haft en relation til gud, så overtrumfer det kirken og et eventuelt medlemskab, og så kan man godt blive begravet i min kirke, siger præst Vita Andreasen fra Munkebjerg Kirke i Odense.

Flere begravelser uden præst

1303 begravelse1

Men antallet af begravelser uden for kirken er i voldsom vækst. I 2012 blev der på Fyn foretaget 425 bistættelser uden en præst, og det er stigning på 42 procent i forhold til i 2006.

- Det vil vokse i fremtiden, og der er ingen tvivl om der kommer til at ske meget omkring den måde man bliver begravet på i Danmark de kommende år, siger ateistbedemand Jesper Lund fra Farvel Jord i Odense.

Begravelse i haven

1303 begravelse

Mange afholder i dag cermonien i forbindelse med en begravelse i et kirkegårdskapel, et selskabslokale eller derhjemme. Tidligere borgmester i Odense, Verner Dalskov, valgte at holde cermonien for sin kone i deres have.

- Vi elskede naturen. Vi tror på mennesket og naturens kræfter, så derfor var det helt naturligt at holde begravelsen for min kone i vores hjem, siger Verner Dalskov.

Selvom brugen af kapellet som ramme om en begravelsescermoni er stærkt stigende, så forudser ateistbedemanden, at mange nye former for begravelser vil blive brugt fremover.

- Der er ikke nogen snævre rammer for hvad man må gøre. Man må gøre det hjemme, i et forsamlingshus eller på arbejdspladsen. Der er vide rammer, der er bare ikke mange der ved det, siger Jesper Lund.

Oversigt

    Oversigt