Aprilsnar blev til virkelighed: - Det smager mærkeligt, men af brunsviger

Brunsvigerchips var en aprilsnar, men fik så positiv respons, at den nu sættes i produktion som limited edition. Til stor glæde for mange fynboer - og en fynsk brunsvigerekspert.

En omgang sødt, svampet bagværk overfyldt med snasket farinremonce. Sådan kender man bedst den fynske klassiker brunsvigeren.

Men nu er favoritten kommet i en ny form - nemlig som chips.

- Okay det er virkelig mærkeligt. Man tænker, at man får salt i munden, og så er det mere sødt. Men det smager af brunsviger, siger Gitte Hansen fra Vissenbjerg, efter hun har smagt den knasende brunsviger.

Men hos Fyns selvudnævnte brunsvigerekspert, er brunsvigerchips lige præcis det bedste fra to verdener.

- Jeg synes, det er en fantastisk idé. Jeg har faktisk savnet brunsvigerchips, smiler Erik Nielsen, der er journalist og grundlægger af den årligt tilbagevendende begivenhed Brunsvigerens dag.

quote Jeg tror hverken nogen hos os eller Taffel havde forventet, at det ville blive så stort. Jeg tror, at der er mange stærke følelser involveret - i særlig grad fra fynboernes side

Troels Haulrich, Senior Art Director, Nørgård Mikkelsen

Aprilsnar blev virkelighed

1. april annoncerede Taffel i samarbejde med det fynske reklamebureau Nørgård Mikkelsen deres nyeste smagsvariant "Taffel Brunsviger" på Facebook. 

Aprilsnaren blev modtaget med masser af grin, men også mange tilkendegivelser fra folk, der gerne så varianten i produktion.

- Taffel er jo meget mere end bare de franske kartofler, og de har mange andre smage på markedet. Og så ville vi gerne gribe det an på en sjov måde, hvor 1. april blev afsættet, siger Troels Haulrich, der er senior art director hos Nørgård Mikkelsen og idémanden bag brunsvigerchipsen.

De forsøgte sig med alt fra tarteletter til kålpølse og kirsebær, men endte på den fynske specialitet, som nu er blevet til en virkelig pose chips i et parti på 100 poser. 

Indholdet er håndlavet og kommer derfor i den begrænsede mængde, som blandt andet vil blive foræret væk i konkurrencer. 

Poserne kommer som det ser ud nu ikke ud i butikker, da det kræver en stor produktion, fortæller Troels Haulrich.

Idémanden bag brunsvigerchips er overvældet over modtagelsen.
Idémanden bag brunsvigerchips er overvældet over modtagelsen.
Foto: Sara Fuglsig

- Jeg tror hverken nogen hos os eller Taffel havde forventet, at det ville blive så stort. Jeg tror, at der er mange stærke følelser involveret - i særlig grad fra fynboernes side, siger Troels Haulrich.

Svampet kage eller sprød chips?

Fynboerne, som TV 2 Fyn mødte på gaden, var begejstrede for den nye smagsvariant.

- Jeg elsker brunsviger, og de her er overraskende gode, siger Johan Bruus fra Aarup, mens han tygger på chipsene.

quote Når vi har sådan et produkt som brunsviger på Fyn, hvorfor så ikke bare putte det i alt? Jeg putter det endda på flæsesteg

Erik Nielsen, journalist og brunsvigerekspert

- Jeg kan jo rigtig godt lide et rundstykke med brunsviger på, men det her smager også dejligt, siger Kurt Dallerup, der bor i Morud.

Faktisk vil de to skoleelever Makaia Dahlia og Josefine Pedersen fra Odense fremover hellere have en skål brunsvigerchips end kagen.

- De smager vildt godt, udbryder begge piger.

Brunsvigerekspert: 100 er alt for lidt

Brunsvigeren er allerede set i mange forskellige former, både som øl, budding, hotdogs og is. Og står det til brunsvigereksperten Erik Nielsen, så skal det bruges endnu mere.

Den selvudnævnte fynske brunsvigerekspert er meget begejstret for den nye smagsvariant.
Den selvudnævnte fynske brunsvigerekspert er meget begejstret for den nye smagsvariant.
Foto: Sara Fuglsig

- Når vi har sådan et produkt som brunsviger på Fyn, hvorfor så ikke bare putte det i alt? griner han.

Med skålen foran sig, er der i hvert fald ingen tvivl om, hvad hans dom er over den særprægede smagsvariant. 

- Jeg tænker på, hvorfor man ikke har lavet det for lang tid siden. Og så er 100 poser alt for lidt, griner han, klar til at fylde skabene med brunsvigerchips.

Se indslaget om de nye brunsvigerchips:

Brunsvigerchipsene var overordnet set en stor succes blandt fynboerne.
Fotograf: Fotograf: Flemming Ellegaard

Oversigt

    Oversigt