For badegæsterne på Fyn bliver der i år ét livredder-tårn mindre. Trygfonden har nemlig valgt at lukke tårnet ved Fyns badestrand ved Nyborg Strandcamping tæt på Storebæltsbroen.
Der sker ifølge René Højer, programchef i TrygFonden, fordi der gennem de senere år har været færre og færre badegæster ved netop den strand, og der derfor ikke længere var grundlag for et livreddertårn.
Vil man bade i havet omkring Fyn og have en livredder som sikkerhed, er der nu kun Kerteminde Nordstrand i Kerteminde Bugt og Christiansminde Strand ved Svendborg.
Livreddertårnene åbner i dag, fredag, og livredderne i landets 35 tårne kommer formentlig ikke til at slikke sol. Sidste år blev der nemlig registreret i omegenen af 50.000 indsatser, som spænder fra det forebyggende til det livreddende, oplyser TrygFonden.
Langt de fleste indsatser var af forebyggende karakter - omkring 16 indsatser vurderes til at have involveret personer, der var i livsfare.