De danske beachvolleykvinder kæmper om at nå videre til tredje runde i OL-kvalifikationen på beachbanerne ved Dalum Hallen i Odense i næste weekend.
Beachvolleylandstræner Peter Lyø, som forudser en tæt pulje, er ikke i tvivl om, at Danmark kan gå videre til tredje runde.
- Det vil blive meget jævnbyrdigt, da der ikke er nogen hold, som er klasser bedre end de andre. Slovenien er favoritter, men ellers er gruppen meget jævnbyrdig. Vi har en god chance for at slå alle hold, siger Peter Lyø i en pressemeddelelse.
- Målet er helt klart, at vi går videre og kvalificerer os til tredje runde. Det kræver, at minimum et hold rammer topniveauet.
- De andre hold får det svært, hvis begge vores hold rammer dagen. Vi har to gode hold, der kan slå andre gode hold, siger han.
Danmarks landshold består af makkerparrene Cecilie Køllner Olsen og Eva Mielskov Bang samt Helle Søndergård og Line Trans Hansen.
De er også optimistiske forud for OL-kvalifikationen, hvor de skal op imod Ungarn, Slovenien, Island og Luxembourg i OL-kvalifikationen.
- Vi kender Luxembourg fra sidste runde, selvom vi aldrig nåede at spille mod dem, og de er absolut til at tale med. Islands førstehold kender vi rigtig godt, og sammen med Helle og Line forventer vi at kunne slå dem.
- Ungarn og Slovenien kender vi ikke, men hvis vi spiller vores bedste, er vi overbeviste om, at vi kan tage en af dem, lyder det fra Cecilie Køllner Olsen og Eva Mielskov Bang.
Anden runde i OL-kvalifikationen, Continental Cup, spilles på beachbanerne ved Dalum Hallen i Odense 20. og 21. september. De to bedste hold går videre til tredje kvalifikationsrunde, som spilles næste år.
De danske beachvolleyherrer er allerede kvalificeret til tredje runde. Først i 2016 bliver de afgørende kampe i OL-kvalifikationen spillet.