Danmark kom et stykke tættere på en OL-medalje i mixeddouble i badminton, da Mathias Boe og Carsten Mogensen torsdag formiddag spillede sig i semifinalen med en sejr i to sæt over Fang Chieh Min/Lee Sheng Mu fra Taiwan.
Danskerne, der er seedet tre i turneringen, var i front stort set hele vejen igennem og virkede ikke til at miste grebet på noget tidspunkt.
Mod verdens niendebedste par - som de tidligere har vundet tre af seks indbyrdes opgør mod - lagde de godt fra land i første sæt og skabte sig et komfortabelt forspring på tre-fire point.
De holdt hele tiden taiwanerne på passende afstand og havde ofte initiativet i duellerne. Derfor var det også fortjent nok, at de vandt første sæt med 21-16.
Andet sæt var mere jævnbyrdigt. De danske All England-vindere fra sidste år kunne ikke rigtigt slippe fra af taiwanerne inden sidebyttet, men fik så oparbejdet fem points forspring.
Det forduftede dog igen mod slutningen af sættet, men i de afgørende bolde var danskerne skarpest og vandt derfor 21-18.
I semifinalen venter koreanerne Chung Jae Sung og Lee Yong Dae. Det bliver en gentagelse af dette års All England-semifinale, hvor danskerne tabte i to sæt.
I den indbyrdes statistik fører koreanerne 12-4. Boe/Mogensen har ikke slået dem siden China Open i november sidste år.