Nyt i sag om forsvundne banegårdskatte: "Miti" er hjemme i god behold - Røde Allan er stadig væk
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nu er der nyt i sagen om de to forsvundne banegårdskatte Røde Allan og Miti, som normalt holder til på Nyborg Station.
Mitis ejer Kristoffer Ellegaard skriver således i kattenes Facebookgruppe, at Miti er hjemme i god behold.
- Han blev afleveret her til aften af en venlig sjæl, der havde hentet ham hos et par i Langeskov. Det vides ikke med sikkerhed, hvordan han var havnet der. Jeg ved ikke mere end det, skriver Kristoffer Ellegaard torsdag aften.
Banegårdskat er forsvundet - politi involveret
Banegårdskatten Røde Allan, der holder til på Nyborg Station, er forsvundet. Det skriver kattens ejer Martin Stenmann på Facebook.
Natten til tirsdag forsvandt de to kurve på stationen, som tilhører Røde Allan og den anden banegårdskat Miti, som har en anden ejer.
- Tirsdag eftermiddag erfarede jeg, at nogen har set personer forlade forhallen ikke blot med kurv, men også med en rød kat, skriver Martin Stenmann.
Han har informeret Mitis ejer om sagen.
- Som ejere synes vi, det er grænseoverskridende at fjerne en kat på denne måde, skriver Martin Stenmann.
Han tilføjer, at han er i dialog med Fyns Politi om sagen.
Leder af nærpolitiet i Nyborg Dennis Witt bekræfter overfor TV 2 Fyn, at politiet er opmærksomme på sagen.
- Vi er i dialog med kattenes ejere om sagen, men på nuværende tidspunkt er der ikke oprettet en politisag eller en efterlysning, siger Dennis Witt.
Ejeren af Røde Allan, Martin Stenmann, efterlyste i går de to katte på Facebook. DSB bekræftede senere på dagen, at en video fra et overvågningskamera viste, at en mand og en kvinde forlod stationen med en rød kat.
Urolig ejer forvirret efter stjålet kat - ved ikke, om det er Røde Allan eller Miti, der er væk
Hverken Røde Allan eller Miti er set i flere dage på stationen. En video viser en mand og en kvinde gå fra Nyborg Station med en rød kat.
Natten til tirsdag er en banegårdskat, der holder til på Nyborg Station, forsvundet.
Derfor lavede ejeren Martin Stenmann en efterlysning på sin Facebook profil torsdag morgen.
- Jeg fik besked om, at der var billeder af, at nogle havde taget kurven og den kat, der lå i. Det foregik midt om natten. Så bliver man som ejer noget urolig, siger han.
Politiet på sagen
På Nyborg Station holder både kattene Røde Allan og Miti til, og de ligner hinanden meget. Og fordi kattene kan være væk i lang tid ad gangen, kan Martin Stenmann ikke vide med sikkerhed, om det er Allan, som er hans kat, der er stjålet, eller Miti, som er en andens kat, der er stjålet.
- Det, der er svært ved det, er, at vi ikke ved, hvilken en af kattene, der er blevet taget. Så vi ved ikke, hvilken ejer der er blevet forurettet. Men jeg ved, at politiet ser på sagen og vil efterforske.
Leder af nærpolitiet i Nyborg Dennis Witt har overfor TV 2 Fyn bekræftet, at politiet er opmærksomme på sagen og er i dialog med kattens ejere. Der er dog på nuværende tidspunkt ikke oprettet en politisag.
Deres andet hjem
DSB har bekræftet overfor TV 2 Fyn, at video fra et overvågningskamera viser en mand og en kvinde gå fra stationen med en rød kat.
Kattene Røde Allan og Miti har gjort stationen til deres andet hjem, og de kan oftest findes på deres faste plads, i en fælles kurv på banegården, hvor de ynder at slappe af om dagen.
Det er således uvist, om det var Røde Allan eller Miti, som kunne ses på videoen.