Borgmesterduel og topmøde
Artiklen er mere end 30 dage gammel
I de sidste to uger op til valget har vi udvidet vores 22.20 udsendelse med 10 minutter. Efter de sene regionale nyheder, vil vi sende en række dueller mellem de mest oplagte borgmesterkandidater i de fynske kommuner. I Odense bliver der topmøde på Odense Teater.
20 kandidater til 10 borgmesterposter mødes i 10 direkte dueller på TV 2/FYN.
- Vi har vurderet hvilke to kandidater i hver kommune, der har den største chance for at blive borgmester i den pågældende kommune. Vi lover dog ikke, at det er en af de to, der i sidste ende løber med borgmesterkæden, da alt kan ske på valgnatten, siger tilrettelægger af duellerne, Lotte Bundsgaard.
Målet med de 10 dueller er at fynboerne skal blive klogere på deres borgmesterkandidater, og hvad det vil betyde for dem og deres hverdag, hvis én af kandidaterne bliver borgmester.
- Debatten vil handle om det der betyder noget i vores hverdag. Det kan være hvordan vores børn bliver passet, eller hvordan de ældre bliver plejet. Eller hvordan bussen kører i kommunen. Og så skal borgmesterkandidaterne selvfølgelig også svare på, hvordan de vil finansiere alle deres valgløfter, siger Lotte Bundsgaard.
Borgmesterduellen bliver sendt fra mandag den 4. november til søndag den 17. november.
Sådan sender vi borgmesterduellerne:
4. november er Hans Jørgensen (S) og Christian Thygesen (V) fra Faaborg-Midtfyn Kommune i studiet.
5. november er der debat mellem Erik Christensen (S) og Kenneth Muhs (V) fra Nyborg Kommune.
6. november handler det om Nordfyns Kommune, når der er debat mellem Morten Andersen (V) og Kim Johansen (S).
7. november har Sonja Rasmussen (P) og Palle Hansborg-Sørensen (S) fra Kerteminde debat i studiet.
10. november i 19.30-udsendelsen mødes Curt Sørensen (S) og Lars Erik Hornemann (V) fra Svendborg.
11. november er Anders Johansson (C) og Jørgen Otto Jørgensen (A) fra Ærø gæster.
12. november mødes Finn Brunse (S) og Søren Steen Andersen (V)fra Assens
13. november tager vi fat på Langeland og har besøg af Lisa Pihl Jensen (S) og Knud Gether (Borgerlisten).
14. november er Steen Dahlstrøm (A) og Niels Bebe (V) fra Venstre i studiet
17. november rykker TV 2/FYN til Odense teater, hvor vi kl. 17 har en times debat med topkandidaterne fra Odense Kommune. Debatten bliver genudsendt på TV Fyn samme aften.
Søndag den 3. november sender vi fra kl. 15 på TV Fyn en hel times debat med kandidaterne til Region Syddanmark fra Odense Universitetshospital. Debatten bliver styret af Lotte Bundsgaard og sendt direkte på TV Fyn og bliver genudsendt samme aften.