Borgmestre opfordrer til udflytning af uddannelser

Ni ud af ti borgmestre svarer i rundspørge, det er vigtigt eller meget vigtigt med uddannelser i nærområdet.

Ligesom statslige arbejdspladser skal udflyttes, skal uddannelser på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier rykkes fra de store byer til provinsen.

Det opfordrer flere borgmestre i landets yderområder samt Landdistrikternes Fællesråd til. Det skriver Jyllands-Posten.

- Når vores unge skal studere, flytter de til Aalborg eller Aarhus. Så hvis ikke vi skal miste næste generation af ressourcestærke borgere i yderområderne, bliver vi nødt til at tale om udflytning af uddannelser på områder, hvor lokale virksomheder kan samarbejde, siger Thisted-borgmester Lene Kjelgaard Jensen (K) til avisen.

Landdistrikternes Fællesråd har lavet en rundspørge blandt organisationens 47 medlemskommuners borgmestre.

Ni ud af ti borgmestre svarer, at det er "vigtigt", eller "meget vigtigt" for bosætningen at have videregående uddannelse i nærheden, skriver JP.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, mener, at politikerne skal træde til.

- Uddannelse er altafgørende for vækst og udvikling i hele landet og også altafgørende for bosætning i hele landet. Derfor er det et centralt og vigtigt område, som man nu politisk skal agere på, siger han til Ritzau.

- Vi ser, at når man rykker mod de største uddannelsesbyer i dag, så er der mange, der ikke kommer tilbage til landet og områderne, hvor de kom fra, siger han.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er positive over for opfordringen. Modsat er Venstre, som ikke mener, at politikerne skal blande sig i, hvor uddannelserne skal ligge, da de er selvejende.

- Uddannelsers placering er en faglig vurdering, ligesom uddannelsernes indhold er. Det skal politikerne ikke blande sig i. Vi kan kun opfordre til geografisk spredning igennem særlige tilskud, siger Venstres uddannelsesordfører, Jakob Engel-Schmidt, til JP.

Oversigt

    Oversigt