Torsdag åbnede med dansk succes på det olympiske rostadion - Dorney Lake.
De danske kvinder i letvægtsdobbeltsculleren - Juliane Elander Rasmussen og Anne Lolk Thomsen - er klar til OL-finalen.
Det er første gang i tre forsøg, at Juliane Elander ror sig i en OL-finale, og der var grund til smil, efter hun sammen med Anne Lolk blev toer i semifinalen og dermed i sikker stil blev finaleklar.
Juliane Elander var også med ved OL i Athen for otte år siden, hvor hun roede sammen med Johanne Daugaard Thomsen, dengang blev duoen nummer 10. For fire år siden roede hun sammen med Katrin Olsen ved legene i Beijing, parret blev nummer syv dengang.
Finaledeltagelsen er også lidt af et eventyr for Anne Lolk - som kun har været konkurrenceroer i få år. Tidligere var hun en fremtrædende kajakroer.