Svendborgbanen må søndag nøjes med at køre mellem Odense og Svendborg én gang i timen.
Det skyldes et udslidt sporskifte i Odense, der forhindrer banen i at bruge flere spor. Derfor er der ændringer i køreplanen resten af søndagen - og muligvis mandag med.
- Det er et sporskifte, der er blevet slidt og gammelt, og så skal det skiftes ud. Fordi det er defekt, har vi låst det fast, så det kan kun stå i en indstilling, og derfor kan det kun bruges den ene vej og ikke begge som normalt, siger Søren Petersson, togleder ved Banedanmark.
Håbet er, at vi kører normalt i morgen
Konsekvensen af det fastlåste togskifte er, at Banedanmark kun kan køre til Svendborg en gang i timen.
Kan være samme problem mandag
Søren Petersson fortæller, at de lige nu arbejder på at finde personale, der i nat kan foretage en udskiftning af det slidte sporskifte, så togtrafikken kun bliver påvirket søndag.
- Forhåbentlig bliver det lavet enten i nat eller i morgen nat. Det er, hvad vi forventer i hvert fald. Det kan få samme konsekvens for banen i morgen, men der arbejdes på at få det lavet i nat, så vi ikke får problemer i morgen, siger Søren Petersson.
- Håbet er, at vi kører normalt i morgen, understreger toglederen.
For rejsende fra Odense mod Svendborg betyder ændringen, at toget kører i minut 59 en gang i timen resten af dagen.
Fra Svendborg kører toget i minut 02 resten af søndagen. I begge retninger standser toget ved alle stationer, og der vil derfor også være lidt længere rejsetid end normalt.
Her kan du se en komplet køreplan med minuttal for alle stationer.