Pendlertalsmand: - Vi har ikke tillid til Svendborgbanen

87 procent af togene kører til tiden på Svendborgbanen, men pendlerne har ikke tillid til strækningen, mener pendlertalsmand.

Det kniber med rettidigheden i myldretiden på Svendborgbanen. Ifølge pendlertalsmand Natasja Thrane Vium Rasmussen er det rent held, når toget afgår fra perronen til tiden. 

På et døgn kører togene i snit fra Svendborg til Odense og retur til tiden 87 procent af gangene. Dog er næsten hver fjerde tog om morgenen mellem klokken 6 og 9 mere end tre minutter forsinket.

- Folk har ikke tillid til Svendborgbanen. Hvis de skal noget vigtigt, er de jo nødt til at tage af sted to til tre tog før. Vi har bare accepteret, at der ikke er stabilitet på Svendborgbanen, og det er mere held end forstand, når tingene fungerer, siger Natasja Thrane Vium Rasmussen. 

DSB har indsat ekstra mandskab i Odense til at få togene godt afsted, men signalfejl og problemer med en overkørsel trækker ned i statistikken og i pendlernes tillid til toget.

Banedanmark har planer om at forny signalsystemet på Svendborgbanen, men det sker først i 2019.

Oversigt

    Oversigt