DSB tester salgsvogne hen over Fyn

DSB vil undersøge, hvordan kunderne tager imod det. Derefter vil man vurdere, om salgsvognene skal blive permanente.

Engang kunne man købe kogte pølser, sodavand, slik, øl og magasiner i en salgsvogn i DSB's togvogne.

Men så lukkede DSB vognene i 2014, da driften af dem var en for stor udgift.

Nu kan Finans fortælle, at salgsvognen er blevet genintroduceret i en ny form, og lige nu testes ordningen på 15-18 daglige afgange med landsdækkende tog fra Fredericia, hen over Fyn og videre til København.

Samarbejde med 7-Eleven

DSB har indgået et samarbejde med kioskkæden 7-Eleven, og derfor er det nu medarbejdere fra kæden, der går rundt med et lille udvalg af varer.

I første omgang er det en lille testperiode, fortæller DSB's kommunikationschef Niels-Otto Fisker til Finans:

- Vi gennemfører lige nu et forsøg med salg i togene over Storebælt for at se, hvordan kunderne tager imod det. Og for at vurdere, om konceptet er holdbart, siger Niels-Otto Fisker.

Gav underskud sidst

Konceptet var dog ikke holdbart i 2014, må man forstå på udtalelserne til Ritzau dengang.

- Vi må erkende, at det ikke er muligt at få skabt en bæredygtig økonomi for salgsvognen - heller ikke på de lange strækninger, lød det altså dengang fra DSB i en pressemeddelelse.

Året før kunne DR fortælle, at DSB i næsten ti år havde haft et årligt underskud på mellem 86 og 115 millioner kroner på salgsvognene.

DSB har i flere år haft et samarbejde med 7-Eleven om at drive kiosker på stationer landet over.

Oversigt

    Oversigt