Efter nye anbefalinger: Store motionsevents hænger i bremsen

Anbefalinger om deltagerloft og sektioner ved arrangementer hen over sommeren kan være en potentiel bombe under flere fynske motionsfyrtårne.

Flere festivaler har allerede meldt ud, at det ikke er realistisk at gennemføre til sommer, og nu risikerer flere fynske idrætsarrangementer at følge efter.

Fredag kom regeringens ekspertgruppe med en række nye anbefalinger, og det betyder blandt andet, at det udendørs forsamlingsloft hæves til 500 personer den 11. juni. 


Men det er slet ikke nok til at kunne gennemføre store arrangementer som HCA Marathon, Eventyrløbet og årets DHL-stafet optimalt, mener Erik Juhl Mogensen, der er direktør i HCA Marathon.

- Det var lidt en bombe, da vi så, hvad det var for nogle restriktioner, der blev foreslået. Det var ikke det, vi havde regnet med, siger han.

Havde håbet på mere

Ekspertgruppen har også formuleret specifikke anbefalinger for store udendørs motionsevents.

Her foreslår de, at man laver to faser, hvor forsamlingsloftet hæves løbende. I første fase må der samles op til 3.000 deltagere, og i den anden fase må der maksimalt være 5.000 deltagere.

Disse skal desuden være opdelt i sektioner, og det betyder, at man ikke kan sende mange løbere afsted på én gang. Derudover må de samme ruter ikke genbruges, og løberne skal stadig holde to meters afstand til hinanden.

- Hvis vi skal have mere end 500 med, skal folk starte i grupper, og der må kun være én gruppe i gang ad gangen, og vi skal pludselig stille med et sundhedsapparat, siger Erik Juhl Mogensen.

Sådan er anbefalingerne for motionsevents

Hos HCA Marathon undrer man sig over, at anbefalingerne ikke læner sig mere op af det, man har gjort andre steder i verden.

- Sidste sommer var der rigtig mange ting, der kunne lade sig gøre. Vi har også kolleger ude i den store vide verden, der har lavet arrangementer med tusindvis af løbere, uden at det har givet problemer. 

I Finland, Japan og England har man blandt andet gennemført større maratoner og sportsarrangementer med 2-5.000 deltagere uden de samme restriktioner, og uden at det har medført smittespredning.

Gennemfører trods restriktioner

Som udgangspunkt forventer ekspertgruppen at kunne ophæve alle restriktioner herhjemme, når alle over 16 år har fået tilbudt er vaccination. Det vil dog bero på en konkret vurdering, og for store store arrangementer kan politikerne vælge at forlænge dem.

Det gør fremtiden usikker for HCA Marathon, der efter planen skal sende folk ud på løberuterne den 26. september i år.


Selvom vilkårene skulle gå hen og blive anderledes end normalt, regner direktøren bag løbet stadig med, at der bliver maraton senere på året.

- Vi skal nok komme til at lave et eller andet, men vi må se under hvilke restriktioner, det bliver, og om det bliver eksperterne eller politikerne, der får ret. siger Erik Juhl Mogensen.

Oversigt

    Oversigt