Regnen stod over Fyn det meste af mandagen. Et tæppe af regnvand lagde sig på Fynske Motorvej, hvilket formentligt var årsagen til, at en billist mandag aften endte i en soloulykke.
Uheldet fandt sted lidt efter klokken 20 ved Blommenslyst. Det oplyser Steen Nyland, der er vagtchef hos Fyns Politi.
- Føreren af bilen mistede formentlig vejgrebet på grund af akvaplaning.
Akvaplaning, der også bliver kaldt for dækslip, er et fænomen, der opstår, når dækket mister kontakten med vejen på grund af den våde overflade.
SÅDAN FORHOLDER DU DIG, HVIS DIN BIL AKVAPLANER
I tilfældet på motorvejen var dækket formentlig ikke i stand til at aflede det overskydende regnvand og mistede derfor kontakt med vejbanen og gled på vandet. Og derfor endte i autoværnet.
- Det endte med at føreren blev hentet af en ambulance og kørt på OUH. Personen slap med overfladiske skrammer, siger Steen Nyland.
Isglatte veje
Hændelsen har fået Fyns Politi til at komme med en opfordring i disse regnfulde dage, som fra tirsdag også bliver ganske kolde dage.
- Man skal afpasse hastigheden efter forholdene, siger Steen Nyland.
Fyns Politi advarer derfor også bilister om at køre efter forholdene, hvis man begiver sig ud på vejene tirsdag morgen.
- Pas på jer selv derude til fods, på cykel og i bil her til morgen - det er glat! Vi har allerede fået en del henvendelser om glat føre og desværre også haft flere uheld, skriver politiet på Twitter.
For forholdene i disse januardage er ikke de bedste for bilister. Vejdirektoratet melder om pletvis isglatte veje flere steder på Fyn.
Ligeledes er der blevet saltet massivt over hele Fyn i løbet af natten. Og temperaturen ligger over det meste af øen tæt på nul grader.
Særligt på Midtfyn, omkring Middelfart, Nyborg og på Nordfyn er der tirsdag morgen glat flere steder.