Erling Bonnesen: - Det er nødvendigt at have lukkede møder på Folkemødet

Den fynske folketingspolitiker Erling Bonnesen deltager i både offentlige og lukkede arrangementer på årets folkemøde. Han mener, at det er helt naturligt med lukkede møder, så han kan få uformelle orienteringer.

Den fynske folketingspolitiker Erling Bonnesen er kun på folkemødet torsdag. Her deltager han i en række arrangementer. Både arrangementer, der er åbne for offentligheden, og et enkelt, der er lukket, hvor han er særligt inviteret uden adgang for offentligheden. 

- Det er meget, meget vigtigt af hensyn til netværk. Det er vigtigt, for at man kan få en lille uformel samtale i et lukket forum, siger Erling Bonnesen (V).

Årets folkemøde på Bornholm er det største nogensinde. I Allinge er der mange hundrede arrangementer, og langt de fleste af dem er åbne for offentligheden. Men der er også lukkede arrangementer, hvor det er kun er de udvalgte, der bliver inviteret med.  

Et af dem var torsdag middag, hvor Danske Maritime havde inviteret til en sejltur med Postbåden Peter. Her var Erling Bonnesen inviteret med sammen med en række andre folketingsmedlemmer. Danske Maritime er en brancheorganisation den maritime industri. 

Hvilke tanker gør du dig om, at du deltager i et lukket arrangement, hvor offentligheden ikke kan være med, og hvor nogle måske tror, at der er hemmeligheder?

- Det kan jeg sagtens forstå, men det kan jeg med det samme afkræfte. Det her kunne ligeså godt være et møde inde på borgen (Christiansborg, red.), siger Erling Bonnesen.

Uformel hyggetur

Hos Danske Maritime, som var en af arrangørerne af sejlturen, lyder det fra kommunikationschef Mia Tang, at sejladsen er helt uformel, og at det netop er derfor, at arrangementet ikke er åbent, og pressen ikke er inviteret med.

- Det er en mangeårig tradition, at det Blå Danmark, som er Danske Rederier, Danske Havne og Danske Maritime tager til Folkemøde sammen. Og der er det også en tradition, at vi på vores ikke særligt store båd inviterer til en frokost for venner af huset, siger Mia Tang.

Under den timelange sejltur blev gæsterne bespist med pindemadder og fadøl, og da bådene kom i havn, var flere af deltagerne udstyret med kaptajnshatte. 

- Det er en fuldstændig uformel frokost, hvor vi bare hygger os. Det er derfor, at det skal være et sted, hvor folk skal kunne være sig selv, uden at pressen er med. Det er et forum, som er helt uformelt, og det er ikke der, hvor vi laver lobbyisme. Det gør vi i mange andre sammenhænge, forklarer Mia Tang.

Glad for at have brugt tid på sejltur

Efter sejladsen var Erling Bonnesen glad for at have brugt tid på arrangementet. Han var blandt blevet orienteret om de klimaovervejelser, som de danske rederier netop nu står overfor. 

- Det var et superhamrende godt arrangement. Selvfølgelig var der den festlige og hyggelige del af det med en lille fadbamse og en lille pindemad. Men der var også den dybt professionelle del af det, som er at høre, hvordan søfartserhvervet er presset på, hvordan det skal håndtere klimaudfordringer, og hvad skal de sejle på i fremtiden, forklarer Erling Bonnesen.

Blev der sagt noget, som offentligheden ikke måtte høre?

- Overhovedet ikke.

Udover sejlturen med brancheorganisationen Danske Maritime så deltog Erling Bonnesen også i en offentlig debat, som organisationen Madkulturen havde arrangeret. Her var temaet, hvordan man prioriterer sundhed, pris og klima på fødevareområdet. 

Erling Bonnesen sluttede sin deltagelse på årets folkemøde med selv at moderere et arrangement i Venstres stand på Folketmødet, hvor fremtidens landbrug blev debatteret. Efter otte timer i Allinge gik turen tilbage til Fyn og andre opgaver. 

Oversigt

    Oversigt