Finanstilsynet kom på besøg: Ridser i lakken til fynske banker

Stribevis af påbud til Middelfart Sparekasse og Nordfyns Bank.

Finanstilsynet var rundhåndet med påbud, da man i maj og juni besøgte Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse.

Det viser de netop offentliggjorte tilsynsrapporter.

10 påbud i alt, en række kritiske bemærkninger til begge pengeinstitutter og en opfordring til at hæve deres solvens – økonomiske robusthed – fulgte i kølvandet på besøgene.

I Middelfart, hvor fire af påbuddene er landet, konstaterede tilsynet, at Middelfart Sparekasse godt nok har øget sin indtjening, men at man stadig ligger under sammenlignelige pengeinstitutter, og at en stor del af fremgangen skyldes en stor stigning i indlånsmarginalen – altså forskellen på, hvad pengeinstitutterne kan få ved at placere pengene i Nationalbanken og giver kunderne i rente på deres indlån.

- Den trafik kan ikke nødvendigvis opretholdes på det høje niveau, konkluderer Finanstilsynet.

Optimistisk sparekasse

Ved besøget gennemgik tilsynet en femtedel af sparekassens udlån, og konkluderer, at sparekassen i en del tilfælde har været for optimistisk i forhold til privatkundernes økonomi og betalingsevne.

Man har også kik på et specielt produkt – et 30-årigt udlånsprodukt, der er baseret på korte indlån. Det øger risikoen for at kunne skaffe likviditet, og en yderligere risiko er, at lånene også gives til mindre solide kunder, mener Finanstilsynet.

Finanstilsynets påbud

Sparekassens filialnet står også for skud, idet Finanstilsynet mener, at der er en væsentlig risiko for, at man er for rundhåndet med udlån og tilsvarende skal være mere omhyggelig med vurderingen af ejendomme, som sparekassen har pant i.

Men omhyggeligheden eller forsigtigheden gælder også sparekassens domicilejendomme, som Finanstilsynet mener er vurderet 6,2 millioner kroner for højt.

Ledelsen i centrum

To af de fire påbud gælder ledelsen af Middelfart Sparekasse. Sparekassen skal sørge for, at bestyrelsesmedlemmernes vurdering af egne evner er retvisende, så det afspejler ”bestyrelsens kollektive egnethed”.

Omvendt skal direktionens beføjelser præciseres, så bestyrelsen fremover bevilger alle udlån af stor betydning.

De sidste to påbud er mest en opfordring til, at den risiko- og den compliance-ansvarlige får alle væsentlige risikofaktorer med i deres redegørelser og årsrapport, og at der er tydelig adskillelse mellem de medarbejdere, der henholdsvis disponerer, kontrollerer og afvikler økonomiske produkter.

På baggrund af tilsynet er sparekassen blevet opfordret til at styrke sin solvens med 0,4 procent.

Også kritik af Nordfyns Bank

I Nordfyns Bank gennemgik Finanstilsynet 72 procent af bankens udlån, og her var den overordnede konklusion, at banken er for dårlig til vurdering af erhvervsejendomme, og skal udarbejde handleplaner for at inddæmme risikoen ved ”svage kunder”.

Bankens fokus på erhverv og ejendomme samt andelen af svage eksponeringer er de seneste år øget mere end i sammenlignelige institutter, konkluderer Finanstilsynet.

- Det medfører en øget kreditrisiko og øger kravene til bankens kreditstyring, der ikke var fuldt tilfredsstillende, heder det i tilsynsredegørelsen.

Bedre bestyrelsesreferater

Bankens bestyrelsesreferater betegnes som ikke fyldestgørende, og så har Finanstilsynet påbudt, at bankens risikoansvarlige refererer direkte til bestyrelsen og ikke til direktionen.

Den risikoansvarlige skal udarbejde en årlig rapportering til bestyrelsen, og så skal den complianceansvarlige sørge for, at alle væsentlige risici er med i årsplanen. 

Banken er i forbindelse med tilsynsbesøget blevet bedt om at hæve sin solvens med 0,6 procent.

Oversigt

    Oversigt