OB begynder den nye superligasæson søndag klokken 18 på Odense Stadion, hvor modstanderen er FC København.
Fire spillere er på skadeslisten inden opgøret. Det gælder Ryan Johnson Laursen, Janus Drachmann, Mart Lieder og Christian Vestergaard.
Til gengæld har OB-træner Jakob Michelsen udtaget følgende spillere:
OB-trup mod FCK
Sportschef: Vi går efter top-seks
OB sluttede den seneste sæson på en syvendeplads, men det skal gøres bedre i den kommende sæson, forsikrer klubbens sportschef, Michael Hemmingsen.
- Vi går helt klart efter at komme i top-seks. Det lykkedes ikke sidste sæson, men vi var alligevel tæt på at ende med europæisk fodbold, siger Michael Hemmingsen.
- Det bestyrker mig i, at vi bør betragte os som et top-seks-hold, og jeg er overbevist om, at vi sagtens kan nå den målsætning i denne sæson, siger han.
OB-ekspert: De skal have et bedre hold
Hvis OB skal gøre sig forhåbninger om at blande sig blandt de seks bedste hold i Superligaen, skal de ifølge Martin Davidsen, der er redaktør på OB-podcasten Stemmer fra Ådalen, investere i et bedre hold.
- FC Midtjylland, FC København, Brøndby og måske AGF bruger mange flere penge end de andre, også OB, så hvis OB skal rykke sig afgørende fremad i tabellen, skal de have skabt en økonomi, så de kan betale flere penge for deres spillere, så de kan få et bedre hold og derved vinde flere kampe, siger Martin Davidsen.
Transfervinduet lukker 5. oktober, men Michael Hemmingsen har ikke umiddelbart planer om at udvide OB-truppen.
- Jeg synes, at vi har en meget fin trup, hvor der er konkurrence på alle pladser. Hvis vi ser helt nøgternt på det, så er vi måske lidt sårbare på vores backs, og hvis der kommer skader, skal vi også handle. Men vi vil kun købe ind, hvis vi føler, at det for alvor kan styrke os eller som sagt ved en langvarig skade.
OB har ikke spillet en kamp af betydning siden 29. juli, hvor holdet tabte til AGF.