Fjer-duo: Vi mandeflirter med finaledommer

Mathias Boe og Carsten Mogensen smiler lidt ekstra til dommeren, når de søndag spiller OL-finale i double.

Mathias Boe og Carsten Mogensen havde stort held med at smile til dommerne, da den danske badmintonduo lørdag spillede sig frem til OL-finalen.

Og danskerne vil gøre det samme, når de søndag eftermiddag står over for de kinesiske favoritter Yun Cai og Haifeng Fu i kampen om OL-guld.

- Vi må prøve at mandeflirte lidt med servedommeren. Det får vi også gjort i dag, siger Mathias Boe.

En gang imellem kan det være svært for servedommeren at nå at se, om de korte svipserve er for korte - eller om de er gode nok. Derfor kan det være en fordel at have servedommerens sympati.

- Mandeflirt i badminton er ikke anderledes end det er i Klovn, siger Boe med henvisning til komedieserien med Casper Christensen og Frank Hvam.

- Vi prøver lige at få ham til at dømme nogle svipserve til vores fordel, siger Boe, der også fortæller, at de to danskere vil forsøge at spille meget på Haifeng Fu i finalen.

- Fu kan være deres svage led, så hvis vi skal vinde, så er det ham vi skal sidde på både spillemæssigt, men også mentalt, siger Mathias Boe, der glæder sig til finalen.

Det samme gør makkeren Carsten Mogensen.

- Vi skal bare nyde det. Selv om vi taber, så er det stadig noget af det største i vores karriere at få OL-sølv, siger han.

Finalen spilles søndag klokken 15.15.

Oversigt

    Oversigt