Forældre sender syge børn i skole
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Forældreformand ønsker mulighed for, at forældre kan få mere fri til at passe syge børn. Arbejdsgivere afviser
En Megafon-måling foretaget for Politiken og TV2 viser, at hver tredje forælder har afleveret et ikke helt raskt barn i institution eller skole, fordi forælderen ikke har kunnet få barnets første eller anden sygedag til at slå til. Hver femte forælder har meldt sig selv syg for at kunne blive hjemme.
- Det er et velkendt problem, at forældre afleverer børn, der ikke er raske, siger næstformand i pædagogernes fagforening, Bupl, Birgitte Conradsen til Politiken.
Hun fortæller, at pædagoger ofte beretter om "klokken 13-feber", altså det tidspunkt, hvor Panodilen, børnene har fået om morgenen, stopper med at virke.
Offentligt ansatte har ret til at blive hjemme i to dage med syge børn, mens det i den private sektor er op til overenskomsterne at regulere retten til at holde fri. Typisk har forældre her mulighed for at tage en til to sygedage med de små.
I Sverige har alle forældre ret til at blive hjemme hos deres syge børn 60 dage om året til 80 procent af deres løn. En ordning betalt af det statsejede forsikringsselskab Försikringskassan, som arbejdsgivere og lønmodtagere betaler til igennem såkaldte sociale afgifter.
En undersøgelse fra Odense Kommune viser, at børn mellem 1 og 6 år i gennemsnit er syge, så de må blive hjemme fra institution 12 dage om året.
Svenske forældres muligheder er misundelsesværdige, mener Forældrenes Landsforening, Fola:
- Vi trænger til, at der bliver skabt bedre vilkår for børnefamilier i Danmark. At forældre enten sender deres syge børn af sted eller selv pjækker fra arbejde, bekræfter, at der er store udfordringer i at skulle passe sit arbejde og have syge børn en gang imellem, siger formand Dorthe Boe Danbjørg til Politiken.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening, der repræsenterer 25.000 private virksomheder, argumenterer chefkonsulent Lise Bardenfleth for, at den danske model fungerer udmærket.
- Arbejdsgiverne er helt opmærksomme på, at deres medarbejdere kan have syge børn, og derfor er de fokuserede på at finde fleksible løsninger for forældre, så de for eksempel kan arbejde hjemme eller bruge omsorgsdage eller ferie-fridage, siger hun til avisen.