Frisør utilfreds efter statsministerinterview: Hun svarer overhovedet ikke på spørgsmålet

Pernille Bjørn Frøsner mener ikke, hjælpepakkerne hjælper selvstændige nok, og det spurgte hun søndag statsministeren direkte til, men hun er ikke tilfreds med svaret.

- Mit spørgsmål til Mette Frederiksen er: Hvordan skal vi selvstændige få det til at køre rundt, og hvorfor er vi ikke berettiget til at få så meget som en dagpengesats, hvis vi stadig skal kunne skabe arbejdspladser på den anden side af det her?

Sådan lød  det søndag aften fra Pernille Bjørn Frøsner, da hun fik mulighed for at stille statsministeren et spørgsmål som en del af et større interview, TV 2 sendte, hvor flere danskere fik mulighed for at stille Mette Frederiksen spørgsmål. 

Stort efterslæb

Pernile Bjørn Frøsner er selvstændig frisør og omfattet af en økonomisk hjælpepakke. Hendes to ansatte er sendt hjem, ligeledes med løntilskud, men i hendes nuværende situation har hun ikke råd til at betale sin egen løn og faste udgifter. 

Se tv-indslaget.
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

- Selv om vi får hjælpepakker, er der stadig ikke nok til at betale ansattes løn, og vi har et kæmpe efterslæb fra foråret, som vi prøver at arbejde ind. Lige nu ser det sådan ud, at vi simpelthen ikke kan betale løn til os selv. Det vil sige, vi ikke kan smør på brødet, fortalte hun søndag til statsministeren.

Efterslæbet består blandt andet af udskudt skat, fortæller hun.

Svaret fra Mette Frederiksen lød blandt andet: 

- Vi har givet hjælpepakker i et meget, meget stort omfang - bredt politisk funderet. Det er en af forklaringerne på, vi er kommet godt igennem den her økonomiske krise. Der kan være nogle huller og hjørner, som vi ikke har ramt præcist godt, og med de ord, du giver i dag, så kigger vi selvfølgelig gerne på, om de hjælpepakker dækker så godt, som de overhovedet kan.

- Hun svarer ikke på spørgsmålet

Men det er ikke et svar, Pernille Bjørn Frøsner er specielt glad for. Det fortæller hun mandag til TV 2 Fyn.

- Jeg synes, hun kom lidt nemt uden om det. Og jeg synes egentlig overhovedet ikke, at hun svarede på mit spørgsmål. Det kom mere til at handle om, at der var hjælpepakker, og at økonmien havde klaret sig fint. Ikke så meget om, hvordan jeg som selvstændig skal kunne leve, når hjælpepakkerne ikke er tilstrækkelige, siger hun. 

Noget af det, der trækker store veksler på hendes økonomi er, at hun skal betale 15.000 kroner i løn per ansat. Hun stiller sig uforstående over for, at ansatte kan få op til 30.000 kroner, mens hun selv kun kan få 23.000 kroner. 

- Jeg ved godt, at hun ikke kan stå på live-tv og sige: "Selvfølgelig skal du have noget mere", men jeg blev vred over, at hun ikke svarede på spørgsmålet. 

Hun efterlyser, at hjælpen bliver justeret, så hun kan gå i nul i stedet for at køre med underskud. 

- I og med det er staten, der siger, at vi skal være lukket, så må det også være dem, der siger: Så går vi ind og sørger for, at jeres ansatte kan få løn, og I (selvstændige red.) kan få, hvad der svarer til en dagpenge, siger hun. 

Oversigt

    Oversigt