Frygt for coronavirus: Fynske virksomheder lukker ned i Kina

Flere fynske virksomheder med afdelinger i Kina har bedt deres medarbejdere om at blive hjemme, indtil situationen omkring coronavirus er afklaret.

Frygten for coronavirus har fået flere fynske virksomheder til at lukke ned for deres kontorer i Kina. Blandt dem er Sanovo Technology, der producerer maskiner, der håndterer, sorterer og slår æg ud.

- Det er alvorligt lige nu, hvor vi er i situationen. Vi har også sagt til vores medarbejdere, at de skal blive hjemme, siger Michael Midskov, der er administrerende direktør i Sanovo Technology. 

Virksomheden har 12 medarbejdere i Kina, der torsdag fik at vide, at de skulle blive hjemme, indtil situationen er under kontrol. Derudover har virksomheden frarådet sine øvrige medarbejdere at rejse unødigt i Asien. 

- Det er frygteligt. Det er især frygteligt for de mennesker derude, som ikke ved, om de er købt eller solgt, fordi de ikke kender fremtiden omkring den her sygdom, siger han.

Tror på at holde på markedet

Udbruddet af coronavirussen betyder, at virksomheden ikke kan sælge deres maskiner i Kina lige nu, men direktøren frygter ikke, det får længerevarende konsekvenser for Sanovo Technology.

- Vi tror stadig på, at vi kan holde på markedet. Der sker en forsinkelse. Det er klart, at de kunder, som har brug for vores maskiner, kommer tilbage. Det er sådan en periodeforskydning, hvor vi ikke får faktureret så meget lige nu, men vi vil få ordrerne på et senere tidspunkt, siger Michael Midskov.

Sanovo Technology havde sidste år en omsætning på 1,1 milliard kroner, hvoraf 80 millioner kroner kom fra Kina. Ifølge direktøren vokser virksomheden omsætning i Kina med 20-25 procent om året. 

Varer epidemien længere end tre til seks måneder, kan det komme til at koste på bundlinjen for den fynske virksomhed.

- Så kan det måske komme til at betyde 10-15 millioner kroner på bundlinjen for Sanovo Technology.

- De kommer så heldigvis forventeligt tilbage i 2021, siger Michael Midskov.

Måske tilbage på arbejde 10. februar 

Ligesom Sanovo Technology har de fynske robotvirksomheder Universal Robots og MiR også sendt medarbejderne på deres kinesiske kontorer hjem. De ansatte hos MiR skal efter planen tilbage på arbejde 10. februar, men den plan bliver måske lavet om. 

- Vi ved ikke, hvad der sker. Højst sandsynligt vil det tage lidt længere tid, før de kommer på arbejde igen, siger administrerende direktør Thomas Visti. 

Jürgen von Hollen, der er administrerende direktør i Universal Robots, fortæller, at man ligeledes har lukket ned i de næste seks dage. 

- Vi venter lige nu på at se, om forretningerne åbner 10. februar. Det håber vi selvfølgelig, men samtidig er vi meget forsigtige - også for vores medarbejderes skyld.

- For os gælder det samme som for alle andre. Sikkerhed og sundhed kommer først.  

 

 

Oversigt

    Oversigt